Ny sæson af Klovn på vej: Den perfekte afslutning
Sidste år havde filmen "Klovn - the final" premiere, men den blev lukket ned sammen med biograferne i foråret. Nu begynder optagelserne til en ottende sæson af den populære serie. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Til sommer kommer en ottende sæson af den populære tv-serie "Klovn" med Casper Christensen som instruktør.
Gennem syv sæsoner og tre film har 52-årige Casper Christensen og 50-årige Frank Hvam spillet den ene tåkrummende og hylende sjove scene efter den anden.
Og nu er der godt nyt til fans af Klovn-universet.
For til sommer vender karaktererne nemlig stærkt tilbage i en ottende sæson af serien "Klovn", som får premiere på TV2 Play.
Det annoncerer TV2 i en pressemeddelelse.
Optagelserne begynder snart og kommer til at munde ud i otte friske afsnit - og det bliver med Casper Christensen selv som instruktør.
Da sæson syv havde premiere, skete det under overskriften "Tilbage til hverdagen", men det ligger endnu ikke fast, hvilken overskrift den ottende sæson får.
- Det bliver en god blanding af skavanker og eventyr, siger Frank Hvam i pressemeddelelsen, og Casper Christen supplerer:
- Den kunne være seniorliv. Ha ha nej, vi har ikke en overskrift klar til den nye sæson, men det er klart, at det nok vil afspejle sig, at vi er blevet ældre, siger han.
Den første sæson af "Klovn" havde premiere i 2005.
Og egentlig havde de to komikere meldt ud, at det ville være sidste omgang af "Klovn", da den tredje film, "Klovn - the final", havde premiere.
Men det blev ikke helt den oplevelse, de to garvede gutter havde forventet, da biografsalene pludselig blev lukket i foråret 2020.
- Det var så uforløst at lukke universet ned, da filmen blev taget af sidste forår, siger Casper Christensen.
Og så er der en anden lille krølle på, hvorfor de er klar til at træde tilbage i universet. De har faktisk slet ikke lukket det, siger Frank Hvam.
- Egentlig meldte vi kun ud, at det var den sidste film. Med en sæson otte er vi også stille og roligt gået i gang med at lukke serieuniverset. Vi satser på at gøre det med manér, siger komikeren i pressemeddelelsen.
Han mener også, at de bedste af tv-afsnittene har overgået kvaliteten af filmene.
- Og det siger ikke så lidt. Så derfor er nogle flere tv-afsnit den perfekte afslutning, siger Frank Hvam.
Ud over et gensyn med Casper og Frank kommer man til at se en række andre kendinge blandt andre Franks nevø, Bo, og Caspers nye kone, Fnug.
Ottende sæson af "Klovn" får premiere på TV2 Play til sommer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned