Skuespiller Jens Okking er død, 78 år.
Skuespiller Jens Okking er død. Han blev 78 år. Foto: Scanpix/Jeppe Michael Jensen
Scanpix/Jeppe Michael Jensen/arkiv
Skuespilleren Jens Okking sov ifølge sin familie stille ind søndag morgen. Bisættelsen finder sted fredag.
Skuespiller Jens Okking er død. Det oplyser hans søn Niels til Ritzau. Jens Okking blev 78 år
Jens Okking sov ifølge familien stille ind søndag morgen klokken 06.05. Han var omgivet af sin nærmeste familie.
- Vores dejlige far fik en fredfyldt afslutning på et fantastisk liv, og nu er han med egne ord rejst i forvejen, skriver familien i en udtalelse.
Familien oplyser i samme ombæring, at den ikke har yderligere kommentarer til dødsfaldet.
Jens Okking er kendt fra en lang række film og tv-serier. På seriefronten kan blandt de mest berømte nævnes "En by i provinsen", "Een gang strømer" og "Riget".
På det store lærred spillede Jens Okking betydelige roller i en række film, for eksempel "Strømer" og "At klappe med én hånd". For de film blev han tildelt en Bodil i kategorien "bedste mandlige hovedrolle" i henholdsvis 1977 og 2002.
Tilbage i 1975 blev Jens Okking tildelt en Bodil i kategorien "bedste mandlige birolle" for sin rolle i "Nitten røde roser".
Her spiller Okking rollen som kriminalassistent Brask, og netop en rolle som politimand har Okking haft flere gange, blandt andet i "Strømer", "Een gang strømer" og i "En by i provinsen", men også i en række andre tv-serier.
Mange vil nok også huske Jens Okking for hans rolle i filmen "Skytten" fra 1977. Her spiller Okking en mand, der skyder folk i protest mod åbningen af et atomkraftværk.
I en berømt scene fra den film ser man Jens Okking ligge på toppen af Rigshospitalet og rette sigtekornet mod Idrætsparken, hvor Danmark og Polen spiller landskamp.
I scenen bliver datidens superstjerne i dansk fodbold, Allan Simonsen, skudt af Jens Okking.
I slutningen af 90'erne valgte Jens Okking at gå ind i politik. I 1999 blev han valgt ind i EU-Parlamentet for Junibevægelsen. Siden skiftede han til Folkebevægelsen mod EU. Han forlod parlamentet i 2003 på grund af sygdom.
Jens Okking vil efter eget ønske blive bisat fra Marmorkirken. Bisættelsen finder sted fredag den 26. januar klokken 13.
Han efterlader sig seks voksne børn og otte børnebørn.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned