Stor tv-station dropper Golden Globes efter massiv kritik
Golden Globes har i løbet af årene udviklet sig til et af de vigtigste awardshows i Hollywood forud for oscaruddelingen. (Arkivfoto) Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Robyn Beck/Ritzau Scanpix
NBC og Tom Cruise tilslutter sig oprør mod prisshowet efter beskyldninger om sexisme og mangel på diversitet.
Den store amerikanske tv-station NBC dropper at sende næste års Golden Globes.
Det sker, efter at store dele af Hollywood har kritiseret gruppen af journalister, der uddeler de årlige tv- og filmpriser. De kritiseres for deres etik og mangel på diversitet.
Senest har skuespilleren Tom Cruise tilsluttet sig oprøret mod prisuddelingen ved at aflevere de tre Golden Globe-statuetter, han har fået i løbet af sin karriere, tilbage.
Det skriver underholdningsmedierne Variety og Deadline Hollywood.
Golden Globes har i løbet af årene udviklet sig til en af de største prisuddelinger i Hollywood.
Men showet har været under lup, siden Los Angeles Times i februar skrev, at Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler Golden Globes, ikke har nogle sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.
Flere medlemmer af journalistforbundet er siden også blevet beskyldt for at komme med sexistiske og racistiske kommentarer, og for at udnytte deres position til at bede om tjenester af kendte skuespillere og filmselskaber.
NBC's beslutning kommer, efter at Hollywood Foreign Press Association for nylig lovede at rekruttere flere sorte medlemmer og foretage andre ændringer.
Tv-stationen bød i første omgang udmeldingen velkommen, men nu lyder det i stedet, at NBC vil vente på at se, om reformerne får en effekt.
- Ændringer på sådan en skala tager tid og arbejde. Vi føler kraftigt, at HFPA har brug for tid til at gøre det rigtigt, siger NBC i en udtalelse.
Tv-stationen oplyser, at den håber at sende showet igen i 2023.
Både Netflix, Amazon, WarnerMedia og adskillige af Hollywoods største pr-bureauer har afvist at arbejde sammen med Hollywood Foreign Press Association igen, indtil forbundet får styr på sine problemer.
Lørdag opfordrede stjerneskuespilleren Scarlett Johansson også sine kolleger til at "tage afstand fra HFPA".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned