Tilkøbsforsikring på elektronik er ofte spild af penge
Hvis du får tilbudt en tilkøbsforsikring, når du står i butikken, skal du nærlæse betingelserne først. Der kan nemlig være særregler eller undtagelser, hvor eksempelvis telefonen ikke er dækket. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Familiens størrelse og brug af elektronik skal indgå i overvejelserne, før du køber forsikringer til computere og smartphones.
Telefonen er røget på klinkegulvet, og ungerne har væltet et glas saft ned over den nye tablet.
Det er ærgerligt, hvis hændelige uheld tager livet af den nye elektronik - og derfor vælger en del danskere at forsikre sig mod uheld og skader.
- Men risikoen ved den type tillægsforsikringer er, at man køber noget, hvor prisen ikke står mål med behovet, siger Jakob Steenstrup, der er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.
Derfor skal du kigge på, hvordan familien bruger elektronikken, før du takker ja til en tilkøbsforsikring.
- Der er forskel på, om det er en forsikring til børnefamilien, hvor iPad'en bliver kastet rundt i stuen, eller om man er én person, som sirligt lægger produktet tilbage i æsken efter brug, siger Jakob Steenstrup.
Tjek også, hvad familiens nuværende indboforsikring dækker. Som hovedregel dækker den eksempelvis, hvis huset brænder, hvis tingene bliver stjålet, eller hvis du kommer ud for et færdselsuheld.
- Men den dækker typisk ikke, hvis man spilder væske ned i tastaturet, taber sin computer eller kommer til at sætte sig på sin smartphone, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent Forsikringsoplysningen hos Forsikring & Pension.
Her kommer en eventuel elektronikforsikring ind i billedet. Og her skal du så overveje, om det egentlig kan betale sig.
- Hvis man køber en telefon til 2000 kroner, og tilkøbsforsikringen har en pris på nogle hundrede kroner og selvrisiko på 1000 kroner, så er det pludselig ikke meget, man får udbetalt, siger Anja Lintrup Sørensen.
Hvis du får tilbudt en tilkøbsforsikring i butikken, skal du også kigge på, hvordan og hvor længe den dækker.
Der kan nemlig være særregler eller nedskrivning i værdien, så den kun dækker halvdelen af computerens værdi efter to år.
- Elektronik er i sig selv en type produkt, som hurtigt mister værdi. Og vi har lavet beregninger, som viser, at det for flertallet bedre kan betale sig selv at lægge pengene til side fremfor at købe en forsikring, siger Jakob Steenstrup.
Det er desuden vigtigt at huske på, at eventuelle fejl og mangler i forvejen er dækket af købeloven.
Samtidig dækker butikkens tilkøbsforsikring kun det ene stykke elektronik.
- I nogle tilfælde er det billigere i butikken, fordi man kun forsikrer én ting. Men hvis den ting bliver stjålet eller helt ødelagt, frafalder forsikringen bagefter, siger Anja Lintrup Sørensen.
Hvis du derimod vælger et tilkøb til din indboforsikring, dækker den hele familiens elektronik.
- Så for en familie vil det i nogle tilfælde være billigere at forsikre det samlet, siger hun.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Politiet har registreret rekordmange anmeldelser om fup-sms'er
Udvalgsformand om byudvikling: - Speeder kan trædes i bund den 13. august
Ældreformand: Rystende besparelser
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Meget vand på kørebane spærrer spor
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri