Ungdomsidoler skal dyste i Dansk Melodi Grand Prix
Morten Fillipsen deltog i børnenes melodigrandprix, MGP, i 2003. Nu er han klar til de voknes rækker. (PR) Foto: DR/Pressefoto/Free
DR/Pressefoto/Free
Især børnefamilierne og børn af 90'erne vil kunne genkende flere af årets grandprixdeltagere.
Det bliver en række velkendte ansigter, der skal kæmpe om at repræsentere de rød-hvide farver til Eurovision i den italienske storby Torino til maj.
De otte sange, som dyster ved Dansk Melodi Grand Prix 2022, er netop blevet offentliggjort.
To af deltagerne har tidligere været med i børnenes melodigrandprix, MGP.
Det drejer sig om Emma Pi, der vandt MGP i 2014. Hun stiller nu op i Dansk Melodi Grand Prix med sin far, Rasmus.
Sammen danner far og datter duoen "Der var engang" og skal forsøge at vinde seernes gunst med nummeret "En skønne dag".
En af de første MGP-stjerner nogensinde gør også comeback i voksenversionen af konkurrencen.
For 20 år siden smeltede Morten Fillipsen pigehjerter med nummeret "Du er ikke som de andre pi'r". Nu skal han forsøge at smelte seerne med nummeret "Happy Go Lucky".
Som noget nyt har seerne i år mulighed for at stemme hele ugen op til Dansk Melodi Grand Prix fra den officielle app.
Fra mandag den 28. februar til fredag den 4. marts kan man hver dag afgive én stemme på hver sang.
Når melodigrandprixet afholdes lørdag den 5. marts bliver årets felt først reduceret fra otte til tre sange. Her kan man stemme både i appen og på sms. De tre sange, som går videre til anden afstemningsrunde, findes dermed på baggrund af ugens og aftenens stemmer på appen og sms.
I anden afstemningsrunde nulstilles afstemningen. Her er det udelukkende aftenens app- og sms-stemmer, der afgør resultatet.
Under showet kan der afgives én stemme til hver af sangene i hver af de to afstemningsrunder.
Blandt årets øvrige deltagere finder man blandt andre popstjernen Patrick Dorgan og gruppen Reddi, hvis nummer, "The Show", blandt andre er skrevet af Chief 1 og Remee.
- Jeg synes, vi har ramt et musikalsk felt, der genremæssigt spænder bredt, og så må vi se, hvem danskerne mener skal repræsentere os ved Eurovision, siger Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef med ansvar for Dansk Melodi Grand Prix, i en pressemeddelelse.
Årets melodigrandprix afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning den 5. marts.
Showet sendes live på DR1 og DRTV klokken 20.00 med Tina Müller og Martin Brygmann som værter.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie