Vær på forkant: Hjælp dine efterladte med at kende dine ønsker

Hvis du ønsker, at din aske skal spredes over havet, kræver det faktisk en tilladelse. Og det gør arbejdet langt lettere, hvis du skriftligt har udtrykt ønske om det allerede før din død. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Du kan gøre dig selv og dine pårørende en stor tjeneste ved at udfylde Min Sidste Vilje, når du har en stille stund. Så kan de undgå tvivl og uenigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er måske ikke noget, der fylder meget for dig. Og når det er aktuelt, er du der heller ikke til at bevidne det.

Men hvis du i god tid tager stilling til, hvad der skal ske efter din død, kan du selv få ro og gøre dine pårørende en stor tjeneste. Det fortæller Ole Roed Jakobsen, som er branchedirektør i brancheforeningen Danske Bedemænd.

- Som moderne menneske, der planlægger meget i sit liv, bør man også sætte sig ned og planlægge, hvad der skal ske, når man dør.

- Der er ikke noget farligt i det, det er bare at klarlægge sine ønsker, siger Ole Roed Jakobsen.

Du kan udfylde dokumentet Min Sidste Vilje, som tager dig igennem alle de mest gængse spørgsmål.

Det gælder først og fremmest, om du vil brændes eller begraves. Dit ønske skal nemlig følges på det punkt.

Alt derudover er faktisk bare ønsker. Men de vil som udgangspunkt blive overholdt, så vidt det er muligt.

Det gælder eksempelvis valg af bedemand, hvor ceremonien skal foregå, hvad der skal synges eller afspilles, og om der efterfølgende skal holdes et arrangement.

Du kan skrive, hvor du ønsker at blive begravet, og hvad du gerne vil have skrevet på gravstenen.

Du kan også ønske, at du begraves eller bisættes et særligt sted - eksempelvis på en skovbegravelsesplads - eller at asken spredes over havet. Det sidste skal der søges om tilladelse til, og den er langt nemmere at få, hvis du skriftligt har udtrykt ønske om det.

Sidste år blev dokumentet Min Sidste Vilje faktisk også gjort digitalt, så du kan udfylde det ved at logge ind med dit NemID eller MitID på siden minsidstevilje.nu.

Dermed er du sikker på, at de rigtige personer får adgang til det, når det er aktuelt.

- Vi har hørt om folk, der har ryddet op i et dødsbo og pludselig har fundet et papir i en skuffe, hvor alle ønskerne er noteret ned. Men nu er det tre uger siden, personen blev begravet, siger Ole Roed Jakobsen og fortsætter:

- Så det er vigtigt at lave et dokument, der kommer til kendskab umiddelbart efter dødsfaldet.

Udfylder du en papirudgave af Min Sidste Vilje, er det altså vigtigt, at du gør nogle af dine pårørende opmærksomme på, at du har lavet den, og hvor de kan finde den.

Ved at have noteret dine ønsker sort på hvidt, undgår du også, at dine pårørende skal prøve at huske, om der engang er blevet luftet nogle ønsker.

Dine ønsker kan også have ændret sig over årene, og dermed kan familiemedlemmer have hørt noget forskelligt.

- Hvis det kommer til en tvist, hvor et af børnene siger, at far ville brændes, og den anden siger, at han ville i jorden, så er det skifteretten, der skal afgøre, hvilket ønske man skal følge.

- Men med et dokument - enten på papir eller digitalt - gør man processen nemmere for de pårørende, så de ikke skal sidde og gætte sig frem til noget, siger Ole Roed Jakobsen.

Dokumentet kan rettes til løbende, hvis du skifter mening i forskellige livsfaser. Og du kan også vedlægge et brev eller et billede til dine efterladte.

/ritzau fokus/

Hvis du har en rolig stund, kan du begynde at udfylde Min Sidste Vilje, hvor du tilkendegiver dine ønsker for din begravelse eller bisættelse. I 2021 blev det også muligt at gøre online. Du kan udfylde dokumentet i etaper og løbende rette i det, hvis du skifter mening. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix