Vinterferie i Danmark? Tag på fuglesafari med familien

Fuglekiggeri er en oplagt familieaktivitet, som kan gradueres op og ned efter, om der er tålmodige voksne - eller små krudtugler - med på turen. (Genrefoto) Foto: Jason Cairnduff/Reuters

Danskernes interesse for fuglekiggeri er stigende. Brug en dag i vinterferien på at tage på dagtur og fuglesafari med familien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vinterferien venter lige om hjørnet, og på grund af corona tilbringer mange danskere den herhjemme.

Men det betyder ikke, at I skal give køb på de fine naturoplevelser.

- Man kan oplagt tage på fuglesafari med familien og få nogle fantastisk hyggelige oplevelser, foreslår Stephan Springborg, der er biolog og naturvejleder hos Naturstyrelsen.

Faktisk er vinter en god begyndertid, tilføjer Simon Christiansen, der er forstander på Skagen Fuglestation, som drives af Dansk Ornitologisk Forening.

Mange træer har tabt bladene, så landskabet er mere åbent. Og mange fugle er trukket sydpå, så der er færre arter at holde styr på.

- Til gengæld vil man kunne opleve nogle særlige og anderledes fugle, som trækker herned som vintergæster nordfra - eksempelvis finkefugle, gråsisken eller silkehaler, siger han.

En oplagt dagtur kan gå til et fugletårn. På udinaturen.dk kan du klikke af i fanen "udkigstårn" og finde et nær jer.

Medbring kikkert, tæpper, varme støvler og kaffe eller kakao på termokande.

Fugletårne har den fordel, at de er placeret der, hvor der er i forvejen er et rigt fugleliv.

- De overvintrende arter er ofte glade for at være der, hvor der er vandløb, søer og åløb. Der skal bare ikke være overiset, siger Simon Christiansen.

I kan også tage en tur på havnen. Her er der nemlig næsten altid fuglegaranti i form af måger.

Og du tager fejl, hvis du tror, at måger kun er grå og kedelige skadedyr, som stjæler vaffelis og tabte hotdogs.

- Der findes utallige arter - både almindelige og supersjældne. Samtidig skifter de dragt efter alder. Så selv for en garvet fuglekigger, er der altid noget nyt og fascinerende, hvis man kigger efter, siger Simon Christiansen.

Find et oversigtsbillede over de mest almindelige arter: Hættemåge, sølvmåge, stormmåge, sildemåge og svartbag.

Se, hvor mange arter I kan tælle. Både store og små i familien kan være med til at slå op eller notere ned på telefon eller tablet.

- Det kan gradueres op og ned i sværhedsgrad - afhængig af, om man er begynder eller garvet. Det kan også være, at man fokuserer på, hvilken mågeart der har hvilken rygfarve eller benfarve, siger Simon Christiansen.

På den helt store klinge kan I også forsøge at spotte en havørn, tilføjer Stephan Springborg.

Den er lige nu i fuld gang med at finde mad og bygge rede ved fjorde og kyster.

Men selv om den er i fremgang, er der aldrig noget, der hedder havørnegaranti.

- Til gengæld er det en fantastisk og majestætisk oplevelse, når man endelig er heldig. Det er et fuldstændig betagende syn, når en så stor fugl svæver lydløst over hovedet på én, siger Stephan Springborg.

/ritzau fokus/

Fuglekiggeri er en oplagt familieaktivitet, som kan gradueres op og ned efter, om der er tålmodige voksne - eller små krudtugler - med på turen. (Genrefoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix