Administrationspartiet styrer Holger
Netavisen 180 grader har sat journalistisk fokus på skyhøje lønninger i administrationen i Lolland Kommune.
Thomas Knudsen får hele 2 millioner(!) om året og Birgitte Rønnow får en million om året.
På røven i Nakskov bliver nævnt igen, og journalisten sætter naturligt spørgsmålstegn ved sammenhængen imellem cheflønninger, der er højere end i andre kommuner og den lille mand med lav indkomst.
Endnu en gang rigtig dårlig reklame for Lolland i et landsdækkende medie. Hvad er så Lolland Kommunes svar på det spørgsmål?
"Ingen kommentarer".
Det er altså VORES skattepenge, det er VORES kommune og det er VORES image, der gambles med.
Det er os, der skal sidde med familie og venner ude i landet og forsvare Lollands dårlig image - kommunaldirektøren tror jo ikke på branding, har han udtalt - og dette pamperi.
Thomas Knudsen og Birgitte Rønnow har skrabet en enorm personlig magt til sig. Derfor er det med rette at man mange steder i kommunen hører udtrykket Administrationspartiet.
Det begreb blev opfundet og flittigt brugt af salig Gert Mortensen.
Hver gang administrationen sendte ham i byen med en møgsag, så faldt bemærkningen om at han ikke havde lige så mange mandater som Administrationspartiet.
Det er værd at bide mærke i, at det altså kom fra Gert Mortensen. Han var en magtfuld socialdemokratisk politiker og tidl. borgmester i Rødby.
Når det kommer fra ham, så kan man godt regne med, at han har varet oppe imod stærke kræfter.
Nu sætter journalister udenfor Lolland så fokus på dette. Det er ikke det vi har brug for nu.
Jeg håber at der er nogen i socialdemokratiets bagland, som vil reflektere over rimeligheden i dette pamperi.
Det er en helt grotesk situation, at Lolland Kommune har to embedsmænd, som tilsammen hæver 3 mio om året - eller det samme som 24 gifte pensionisters årsindkomst...
Det kunne vi måske godt leve med, hvis vi fik noget valuta for pengene.
I stedet har vi to embedsmænd, som har ansvaret for Lollands udvikling, men som ikke selv tror på projektet.
Ingen af dem bor på Lolland, og ifølge deres eget udsagn er deres specialkompetence at skære ind til benet og afvikle.
Det er korrekt, at der også har været brug for det, ikke mindst i de svære år efter dannelsen af Lolland Kommune. Det er bare fortid.
På røven i Nakskov er fortid. Nu er verden helt anderledes.
Coronaen, visit Lolland-Falster, Lys over Lolland, måske endda Lolland-Falster Lovestorm og mange andre gode kræfter har åbnet omverdenens øjne for Lollands fine kvaliteter.
Samtidig er vores generations største anlægsprojekt i fuld gang, og om få år kan folk i Hamborg bare tage på restaurant i Maribo efter arbejdstid.
Hvad er så Birgitte Rønnows svar på de nye tider.
Jo en milliondyr kampagne fra et københavnsk reklamebureau med to køer på bagsiden af de københavnske bybusser med teksten: Der er ingen køer på Lolland.
Det ikke engang sjovt.
Hvis københavnerne ikke allerede troede at der ikke skete noget på Lolland, så har Birgittes kampagne, som vi har betalt, sikret at alle fordomme om Lolland har fået grundig næring.
Det er mit store håb, at Socialdemokratiet, som vi har givet et kæmpe ansvar igennem vores massive opbakning ved det sidste kommunevalg, vil reflektere over den farlige kombination af administrativt pamperi og et ringe niveau.
Det er jer som har et historisk ansvar for at forvalte de kæmpe store muligheder som Lolland har lige nu.
Det er jer som skal forsvare den lille mand. Der er mange af Jeres kernevælgere, der har en årsindkomst, der svarer til Thomas Knudsens månedsindkomst.
Lolland Kommune er eksempelvis et af de steder i landet med flest pensionister uden supplerende indkomst.
Jeg ved godt at det ikke er let at omstille vores lokalsamfund til de nye tider. Men vi har valgt jer til at tage dette ansvar.
Det duer ikke at I overlader det til en administration, som enten ikke magter opgaven eller har mistet gejsten og interessen for Lollands store potentialer.
Når man elsker Lolland, så er det rigtig svært at være vidne til en forvaltning, der er så ligeglad.
Bjørn Løndahl
Hovedgaden 4
4920 Søllested