At blive klogere

Der findes et begreb, der kaldes skrivebordsbeslutninger. Hurtige beslutninger, der på papiret ser fornuftige og ligetil ud, og derfor vælges, når der tages en hurtig beslutning.Sådan var det med Østersøhallen på Sydfalster, hvor Guldborgsund Kommunes politikere ville spare penge ved at lave hallen om til en såkaldt nøglehal. Det kunne man spare cirka 300.000 kroner ved og hallens populære halinspektør kunne som konsekvens deraf se sig om efter et nyt job.

På papiret sikkert en relevant og mulig besparelse - og det er vel ikke for meget at bede brugerne af hallens faciliteter om at klare sig selv, når de bruger hallen. Virkeligheden er bare en anden. Østersøhallen og især halinspektør Jonna Olsen er centrum for en meget stor del af det aktive foreningsliv i Gedser. Derfor blev det ikke bare en gold besparelse, men også en regulær bombe under det lokale foreningsliv i Gedser.

En hal og halinspektøren er ofte meget mere end bare en bygning og en kommunal udgift. Det er ofte derfra meget af det for en lokalsamfund så vigtige sociale liv udspringer. Nogle vil gå så langt som til at kalde en halinspektør for den lokale lim, der får det hele til at hænge sammen.

Det er nu gået op for politikerne, og de har gudskelov taget den sunde fornuft i brug og lavet beslutningen om. De samlede omkostninger ved besparelsen blev for høje, og derfor får Gedser lov til at beholde hallen som den er med en velfungerende halinspektør.

Hvad der startede som et “administrativt” spareforslag var på vej til at udvikle sig til en katastrofe for et lokalområde. Nu endte det godt, og vi kan alle takke borgerne i Gedser for at de råbte op og kæmpede for deres lokale samlingspunkt.

Vi kan også lære, at skrivebordsbeslutninger uden fundering i virkeligheden, er ekstremt farlige og skadelige. Selvfølgelig kan fakta og især følelser forstyrre de svære beslutninger, og det kan gøre beslutningsprocessen træg og svær. Men alligevel er det nødvendigt, at lokalpolitikerne bruger deres sunde fornuft og viden om lokale forhold, når de skal træffe de svære beslutninger om besparelser.

Ros til kommunen for at de lavede beslutningen om, men ris for ikke i tide at have set at en mindre besparelser kunne have gjort ubodelig skade i et lokalsamfund. Tillykke til Gedser og vi glæder os over, at politikere også kan blive klogere.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret