Børnene blev svigtet

Med dommen over forældreparret i den såkaldte Brønderslevsag er der sat et foreløbigt punktum for en sag, der kun kan betegnes som afskyvækkende og grusom. Det er en sag, der hele vejen igennem handler om svigt på svigt.

Forældrene svigtede på det groveste deres børn, og det skal de nu tage deres straf for. De valgte en anden og ikke acceptabel måde at leve deres liv på sammen med børn – og det gik i årevis ud over den store børneflok. Det kræver mere end god fantasi, at sætte sig ind i hvad der gør, at et forældrepar synes, det er ok at leve på en så afstumpet og hæslig måde.

De offentlige myndigheder svigtede også børnene. Brønderslev kommune har erkendt fejl i deres håndtering af sagen og vil stramme op på deres handlemåder fremover. En ansvarlig chef er blevet fyret og kommunen tager ansvaret på sig.

Det dømte forældrepar boede i en længere årrække på Lolland, og på trods af at den ene uhyrlighed efter den anden er blevet oprullet under retssagen, frikender Lolland kommune sig selv. Det skete allerede i aftes kort tid efter dommen.

Kommunen fastholder i en pressemeddelelse fra den ansvarlige direktør Klaus Marius Hansen og udvalgsformand Tom Larsen, at kommunen undervejs gjorde hvad den kunne, og havde de vidst hvad vi alle ved i dag, havde de reageret anderledes. Og som det hedder i pressemeddelelsen:

”Men det vidste vi altså ikke. Sagen måtte behandles ud fra den viden, der var tilgængelig.”

Noget kunne tyde på, at Lolland kommune og for den sags skyld de gamle kommuner på Lolland, hvor familien boede, ikke har kunnet meget og har haft meget svært ved at tolke hvad de faktuelt så og oplevede, når de besøgte familien.

Det blev nemlig vurderet som et ”boligsocialt” problem – altså vi skaffer dem et nyt sted at bo – uagtet at problemet var, at forældreparret ikke var i stand til at tage sig af deres børn. Hvor mange huse skal ende som ”uegnede” til beboelse før Lolland ikke længere problemet som boligsocialt?

Dommen er faldet. Både over forældrene og over de involverede sociale myndigheder. Vi ved i dag hvad der skete, og ikke mindst hvad der ikke skete. Fejlfortolkninger af indberetninger og besøg hos familien førte til passivitet og manglende handling med at hjælpe familiens børn, der led under den omfattende vanrøgt.

Nu mangler vi kun, at Lolland Kommune også vedkender sig ansvaret – i stedet for at frikende sig selv under henvisning til, at ”det er meget vanskeligt at gribe ind over for forhold, man ikke kender til”.