En god start

”En gammel og sej sag”. 

Sådan blev Nakskov karakteriseret set i et historisk perspektiv. Masser af ulykker er ramlet ned over byen og lokalområdet siden byens grundlæggelse tilbage i 1200-tallet. Hver gang er byen kommet igen, og det vil den også gøre igen.

Det var museumsdirektør Ulla Schaltz fra Museum Lolland-Falster, der på tirsdagens borgermøde I Nakskov om Lollands fremtidige livsgrundlag, stod bag den lidet flatterende karakteristik af Nakskov. Men det er positivt ment, og det er derfor vigtigt, at vi lærer af historien.

Nakskovs og dermed Lollands historie er primært beskrevet med et negativt udgangspunkt - der, hvor ting går ned eller lukker. 
Historien er aldrig skrevet med det positive udgangspunkt, hvor det åbner og lykkes for byen og landsdelen at skabe fremgang. 

Her ligger en sandhed, vi skal lære af i den fremtidige proces for at udvikle Lolland til et godt sted at være og en ø med mange nye arbejdspladser. Det handler om vores image - det handler om vores selvopfattelse og det handler meget om vores identitet.

Hvis vi fortsat identificerer os med alt det, der gik galt og ikke lykkedes. Hvis vi fortsat i omverdenen skal være kendte for det, der gik ned og fejltagelser, kommer vi ikke videre. 

Borgerne på Lolland må starte med at se indad, og ændre selvopfattelse.
Vi skal skrive historien om og ændre på fortællingen om Lolland.

Første afsnit i den ny historie om Nakskov og Lolland blev skrevet tirsdag aften, da 200 borgere og politikere mødtes og startede dialogen om fremtiden. Borgermødet vidner om et lokalt engagement, der ikke findes lige andre steder.

Iderigdommen er stor, og der blev skabt mange spændende ideer undervejs. En god start på begyndelsen af en meget lang proces. 

Der findes ikke en bestemt løsning, men mange forskellige løsninger på, hvad Lolland skal leve af i fremtiden. Nu gælder det om at holde fast i den stærke energi, der blev skabt på mødet. Alt andet vil være en dødssynd. 

Ingen ved præcist hvor vi ender - kun, at det skal lykkes, og vi som landsdel selv har ansvaret for at løse opgaven.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook - klik her.

Offentliggjort Sidst opdateret