En offentlig hemmelighed

Offentliggjort Sidst opdateret

Et af de bærende principper i dansk retspleje er reglerne om det såkaldte navneforbud. Dommeren kan efter begæring fra forsvarer eller anklager nedlægge forbud mod, at den sigtede eller tiltaltes navn offentliggøres. Det er ulovligt, at bryde et navneforbud, og det er normalt noget, pressen respekterer.

Først når der er faldet en endelig dom, er det op til pressen, om man vil offentliggøre navnet på den dømte. Folketidende har som grundregel, at hvis man bliver idømt mere end tre måneders ubetinget fængsel, nævner vi navnet på den dømte i avisen.

Men det er en praksis, der er under voldsomt pres. I den meget omtalte voldtægts- og drabssag fra Amager, hvor politiet har anholdt og sigtet en 45-årig mand, er der også nedlagt navneforbud. Men hans navn flyder rundt på Internettet i en lang række debatfora og blogs, hvor brugerne og forfatterne af indlæg ikke tøver med at bryde navneforbuddet og skrive både navn og adresse på den fængslede 45-årige mand.

Det tog undertegnede mindre end fem minutter at finde frem til, hvem den fængslede er, hvor han bor, hvem han er venner med på sin nu lukkede Facebook-profil, hvordan han ser ud (billeder) og hvilken fodboldklub og hvilket hold han var træner for. Det er en offentlig hemmelighed hvem han er.

Søg på Google og du får svaret meget hurtigt. Hans navn er ……… - nej, der er nedlagt navneforbud og derfor skriver jeg ikke navnet her.

Reglerne om navneforbud i straffesager er blevet sat under et gevaldigt pres de senere år. Det startede især i den såkaldte jetset-sag, hvor Rigmor Zobel blev anholdt og sigtet for narkobesiddelse. Inden hun nåede i retten og der blev nedlagt navneforbud var navnet offentliggjort af Ekstra Bladet og var i løbet af nanosekunder spredt over hele Internettet.

Hvad er reglerne om navneforbud værd, når de ikke overholdes og konsekvent bliver brudt? Ikke af de etablerede medier som sådan - selv om de går meget langt uden at de i juridisk forstand bryder loven – men af hele vildnisset af amatørmedier og bloggere, der uden at blinke offentliggør det hele på nettet.

Lovgiverne står overfor en udfordring af dimensioner for at sikre en fortsat beskyttelse af sigtede og tiltalte i retssystemet. Men der er svært at se hvordan vi lige nu stopper det skred i retssikkerheden, der er sat i gang.

Ikke for at beskytte de skyldige, men for at beskytte de uskyldige.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook - klik her.