Et forældreråb

Nu bliver jeg nødt til at trække forældrekortet i denne vanvittige lockout, der tilsyneladende fortsætter i det uendelige.

Min yngste søn, 5. klasses elev, har efterhånden spillet på Ipad, Xbox og computer, så hans spillebehov er så rigeligt dækket ind for resten af året. Han har også tilbragt timer på havetrampolinen, og gerne i selskab med sine kammerater. Vi har forsøgt at fastholde rutiner omkring daglig læsning, og gerne forsøgt at inddrage matematikken i alle relevante situationer. Det er bare ikke det samme når hverdagens autoritet, lærerne, ikke er med på sidelinjen. Nu er det ikke sjovt mere, og han savner i den grad dagligdagens rutiner, det sociale samspil i skolen og faktisk også skolearbejdet, selv om jeg ikke helt havde troet det muligt.

Min ældste søn, 9. klasses elev, er vågnet op af sin teenagedvale og begyndt at ytre sig om, at han da egentlig gerne vil have mulighed for at gå til afgangsprøver. Han vil gerne prøve at gå til eksamen, han vil gerne vise hvad han har arbejdet sig frem til – og så vil han selvfølgelig også gerne prøve at fejre sidste skoledag med fest og karameluddeling. Når sådan en teenager pludselig vågner op – ja så skal man lytte.

Jeg kan ikke længere som forælder passivt se til at mine børn ikke har mulighed for at modtage kvalificeret undervisning. Jeg kan ikke se mig selv i øjnene, når jeg forklarer at de voksne nok skal finde ud af det, og at det bare lige tager lidt tid endnu. Har jeg ikke utallige gange selv forsøgt at mægle mellem uenige børn, og til sidst, når et kompromis ikke længere var opnåeligt, så måtte gribe ind, og lave ”en lov”, der gjaldt herhjemme. Hvordan skal jeg forklare at det samme ikke lige sker, når nu mine børn er de forurettede? Hvor længe er det fair at vente, før de ansvarlige voksne griber ind? Jeg synes at fristen er overskredet!

Mvh

Gitte Urfeldt

Pontoppidansgade 5

Nykøbing F