Forventet skuffelse

Klimatopmødet i København er slut. Alle statslederne og de tusindvis af delegerede er rejst hjem. Tilbage står nu dels den fysiske oprydning i Bella Centeret og dels den mentale oprydning. Var "Københavneraftalen" et flop, eller den bedste aftale verden kunne håbe på?

Kritikken er haglet med over verdens statsledere og i særdeleshed statsminister Lars Løkke Rasmussen efter fredagens og lørdagens kaotiske forhandlingsforløb. Weekenden igennem har den ene ekspert og politiker efter udtrykt stor skuffelse over aftalen og den indsats, som Lars Løkke Rasmussen ydede i de sidste og afgørende timer af topmødet.

Nøgternt set måtte resultatet af topmødet blive en skuffelse, idet forventningerne var sat alt for højt. Nu skal verden reddes. Intet mindre kunne gøre det, og derfor bliver vi skuffede.

Topmødet viser med al tydelighed, at verdensordenen er ændret markant. Kina ville ikke nogen aftale, og brugte mødet til at spille med musklerne overfor især USA og EU. Uanset hvem, der sad for bordenden - Løkke eller Obama - gjorde det ingen som helst forskel. Derfor er det meget unuanceret og indenrigspolitisk fnidder fnadder af værste skuffe, at give "lille Lars fra Græsted" skylden for, at der ikke kom nogen politisk bindende klimaaftale med klare mål for CO2-reduktioner i alle lande.

Fordi det fra dag et på klimatopmødet stod klart, at der slet ikke var basis for en sådan aftale. Det er verdens nationer - desværre - ikke parate til. Medierne og klimapolitikerne har været al for naive i deres udmeldinger, og det skabte urealistisk høje forventninger.

I stedet har vi nu en god start i Københavneraftalen. For første gang har alle verdens nationer, med få og i den store sammenhæng ubetydelige nationer, sagt ja til en fælles to graders målsætning. Før var det en videnskabelig målsætning, og nu er det en politisk målsætning. Samtidigt er USA, Kina og de store u-lande kommet med i aftalen, og det var de ikke før i Kyotoaftalen.

Lad os nu børste støvet af os, og lægge den forventede skuffelse bag os. Lars Løkke, Connie Hedegaard og resten af det danske topmøde-formandskab gjorde alt, hvad de kunne, og de kom hjem med den bedst mulige aftale på et grundlag, hvor risikoen for fiasko var stor.

Nu gælder det om at holde fast i den fremdrift, der trods alt blev skabt i København.

UMCMS UMCMS