Fra nul til minus

Termometeret står i den grad på minusgrader. Det er vinter og hundekoldt, og den danske økonomi er også ramt af minusgrader. Regeringen måtte mandag erkende, at planen om nulvækst i de offentlige udgifter til næste år ikke længere holder vand.

Der er i stedet lagt op til regulær minusvækst, fordi de offentlige udgifter i år er løbet løbsk. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har brugt meget krudt på at skyde efter oppositionens økonomiske uansvarlighed - måske for travlt. Økonomien skrider for finansministeren, og regeringens økonomiske plan holder ikke.

Hvad sagde vi, siger både opposition og økonomer i dag i kor. På trods af aftaler og ambitioner er de offentlige udgifter - og det er især i kommunerne - fortsat med at stige, og budgetterne i 2010 er overskredet mange steder. Det koster på næste års budget, og regeringens julegave til os alle bliver yderligere krav om besparelser i de offentlige udgifter.

Det er ikke verdens mest velkomne julegave, og flere besparelser på især de kommunale budgetter til næste år kommer til at gøre ondt. Meget ondt, fordi borgerne allerede har oplevet nedskæringer og serviceforringelser. Det kommer også til at gøre ondt på de offentlige ansatte, hvor der i 2011 er udsigt til at yderligere 3.000 ansatte skal fyres for at stoppe væksten i udgifterne.

Temaet i den kommende valgkamp bliver uden for enhver diskussion økonomien. Finansministeren gav i går bolden op til et hundeslagsmål om, hvem der har den mest ansvarlige økonomiske politik. Det er en tabersag - for regeringen og for oppositionen.

De økonomiske realiteter er meget barske, og uanset hvem der kommer i regering efter næste års folketingsvalg, må politikerne se i øjnene, at de er nødt til at tage den skarpe sparekniv frem.

Økonomien er åbenbart som et løbsk tog, og vi bliver nødt til at standse det nu og få det under kontrol. Det bliver ikke sjovt, Allerede i 2010 har kommunerne haft godt fat om at sparekniven, men det er ikke nok. Vi har set meget dramatiske spareplaner i Storbritannien, Irland og Grækenland, hvor der er skåret voldsomt ned i den offentlige sektor.

Den danske økonomi er slet ikke derude endnu, men vi er tvunget til at få den offentlige sektor under kontrol og reduceret udgifterne væsentligt. Ellers bliver regningen astronomisk høj i fremtiden.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret