God idé med et rejsehold

Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen har fremsat et forslag om at oprette et rejsehold af eksperter, der skal hjælpe kommunerne til at undgå sexmisbrugssager mod børn. Det lyder umiddelbart som en rigtig gode ide, for som det fremgår næsten dagligt af aviser og tv-nyheder er der alt for mange af den slags ubehagelige sager som den såkaldte Brønderslevsag med forbindelser til Lolland, Esbjerg-sagen og den nyeste – igen fra Brønderslev. Og det forstemmende er, at man må se i øjnene, at der vil dukke flere op i den kommende tid.

De mange sager og den manglende evne til at spotte misbrug af og overgreb mod børn tyder på, at mange kommuner simpelthen ikke magter opgaven, og det vil assistance fra et rejsehold sandsynligvis kunne bøde på. Ifølge Lisbet Zornig Andersen skal rejseholdet have til opgave at udføre en offensiv og forebyggende indsats i samarbejde med kommunerne, så alarmklokkerne omgående begynder at ringe, hvis et barn opfører sig anderledes end normalt. Hun håber, at rejseholdet kan give kommunerne nogen viden og noget ekspertise, som de tilsyneladende ikke har i dag, når der i nogle tilfælde går for lang tid, inden de reagerer. Det mest kritiske omkring de mange misbrugssager er, at de får lov til at leve alt for længe, mener Lisbet Zornig Andersen. Vi mangler generelt uddannelse i at spotte seksuelle overgreb, og derfor kan et rejsehold med specialister i den slags ting sikre, at der bliver grebet tidligere ind og i bedste fald forhindre, at der sker overgreb sker, siger hun.

I dag kan kommunerne ganske vist hente hjælp fra eksperter gennem Servicestyrelsen, men med oprettelse af et rejsehold kan der reageres hurtigere, og holdet skal i øvrigt selv kunne tage initiativer og gå i offensiven.

Man må håbe, at forslaget fra Børnerådets formand bliver hørt på rette sted og realiseret, for alle værktøjer må tages i brug for at beskytte udsatte børn og forhindre, at ubehagelige sager dukker op igen og igen.

Offentliggjort Sidst opdateret