Grotesk situation

Det er en både grotesk og paradoksal situation vi er vidne til langs Gaabensevej mellem Nykøbing og Eskilstrup. Det lokale forsyningsselskab Guldborgsund Forsyning har sat gang i det største anlægsarbejde i lang tid og sparker dermed liv i en ellers trængt bygge- og anlægsbranche.

Et trecifret millionbeløb investeres i fjernvarme og kloakering. Opgaver, som flere af landsdelens entreprenørfirmaer er eksperter i at udføre, og som de selvsamme firmaer godt kunne bruge som ordre i en ellers slunken ordrebeholdning.

Men arbejdet og dermed pengene er gået til store entreprenørfirmaer udenfor Lolland-Falster. Pengene ryger ud af landsdelen, og den samlede lokale beskæftigelseseffekt er mindre end håbet.

Et plaster på såret er, at lokale entreprenører er med inde som underleverandører, men faktum er, at det der blev lanceret som et “anlægsboom til gavn for beskæftigelsen” på Lolland og Falster, tilsyneladende er en fuser.

EU-regler og den almindelige globalisering har gjort det mere end svært for de lokale firmaer at komme i nærheden af de store opgaver. Det er de store entreprenørkoncerner, der løber med guldet, og det frustrerer og ærgrer forståeligt nok de lokale firmaer.

Men langt hen ad vejen er det firmaernes egen skyld, at de ikke får opgaverne. Dertil er firmaerne for små, og de konkurrerer for meget indbyrdes. Store opgaver kræver store firmaer. Der er brug for, at de tænker i nye strukturer og begraver års rivalisering og konkurrence.

Fjernvarmeprojektet er bare det første af en lang række store opgaver for entreprenørbranchen. Tag bare den kommende tunnel til Tyskland. Her bliver der mange og store entreprenøropgaver, hvor lokale firmaer kan ende med en lang næse, hvis de ikke allerede nu tænker i samarbejder og alliancer.

“Glem konkurrencen og lav alliancer”, lyder opfordringen fra Jan Sørensen, der er direktør i en af landsdelens største entreprenøvirksomheder MSE A/S. Sådan har de allerede tænkt i el-branchen hvor tre store lokale installatørvirksomheden er gået sammen og har dannet et fælles selskab, der er i stand til at byde på de store opgaver.

Initiativet bør klart efterfølges af andre brancher, fordi den tid, hvor “småt var godt” er ovre.
Det er størrelsen, der gør det - og signalet må nu være sendt til alle. Samarbejde er vejen frem, hvis vi vil sidde med til højbords og slås om de store lunser kød.

Offentliggjort Sidst opdateret