Hån mod efterladte

En gang imellem spiller vores retssystem fallit og kan i sin sande natur virke ufatteligt krænkende på almindelige mennesker.

Sådan er det i sagen om André von Wowern, der skød og dræbte en mand og sårede en anden mand tilbage i 2006 i Brandstrup på Lolland. En helt igennem ufattelig grusom og tragisk sag, der har sat sig dybe spor blandt de efterladte og i lokalsamfundet.

Først fik André von Wowern en fængselsdom, så fik han dom til anbringelse, og nu vil drabsmanden fra Brandstrup i 2006 sættes på fri fod. Faktisk er han allerede mere eller mindre på fri fod her godt tre år efter, han brutalt slagtede et menneske og frarøvede to børn deres far.

Nu vil han slippes helt fri og har bedt retten om at blive sat på fri fod, fordi han ikke længere er syg. Udsigten til, at han snart kan være en fri mand, der kan bevæge sig rundt i lokalsamfundet og møde de selvsamme mennesker, som har har gjort så ufatteligt ondt, har affødt voldsomme reaktioner henover weekenden.

Efter fredagens retsmøde, hvor det kom frem, at den morddømte allerede i dag kan gå frit rundt og gøre, hvad han vil tre timer om dagen, stilles der berettiget spørgsmålstegn ved vores retssystem. I normale sager fungerer systemet fint, men i de ualmindelige sager spiller det som oftest fallit.

Tænk på de efterladte. Hvor må de dog føle sig krænkede.
Først bliver morderen dømt, men siden skal sagen gå om og han får i stedet en behandlingsdom. Skeptikerne frygtede allerede dengang det værste, og vi må med skam melde, at de fik ret.
Kun tre år efter det brutale mord er André von Wowern næsten en fri mand. Han modtager ingen behandling, og kan det meste af døgnet bevæge sig frit rundt på det psykiatriske hospitals område. Tre timer om dagen kan han sågar forlade sit ”fængsel” og tage hen, hvor han vil.

Det er en hån mod de efterladte og en hån mod dem, der tror på, at vi har et retfærdigt retssystem. 

Nu skal det retfærdigvis siges, at dommeren først senere på ugen vil afsige en kendelse i sagen. Men uanset udfaldet af dommerens overvejelser står det klart, at straffen for at slå et andet menneske ihjel og såre en anden voldsomt i dette tilfælde ikke er noget at skrive hjem om. 

Morderen kan stort set efter tre år betragte sig selv som en fri mand, og kan bevæge sig frit rundt. En behandlingsdom er i dette tilfælde ikke noget værd, og det giver tanker om et behandlingssystem, der ikke fungerer efter hensigten.