Hvor er besparelsen og fornuften henne, hr. direktør Jesper Daugaard?
Jeg blev som far til en lille pige i Sundloppens vuggestue i første omgang ked af det på hendes vegne, da jeg hørte, at Sundloppen er truet af lukning som en del af kommunens spareplan på børne- og ungeområdet for 2015 og frem. Men da jeg så dykkede ned i spareplanen og de bilag, som ligger til grund for denne, blev jeg direkte forarget og harm over det uovervejede og udokumenterede grundlag for den fremlagte spareplan.
Kommunens spareplan fastslår i prioriteringskataloget følgende:
Situationen i Sundby børnehus (som er den eneste anden vuggestue i Sundby) er imidlertid sådan, at rammerne ikke er tilstrækkelige, hvilket kommunen også er opmærksomme på iht. notat udarbejdet af Økonomiafdelingen for Børn & Kultur dateret d. 4/6-13. I dette notat anslås det af kommunen selv, at Sundby børnehus skal udbygges for i alt 6.020.000 kr. Det lader ikke til, at kommunen har taget disse udbygningsudgifter med i prioriteringskataloget, men derimod blot angivet ”mindre udgifter til flytning og tømning af bygningen”.
Hvis Sundloppen lukkes, så må jeg stille en række spørgsmål: Hvor skal vores børn være henne, hvis der ikke er plads i de nærliggende institutioner fra d. 1/1-15? Skal de flyttes midlertidigt til et helt andet sted i nye, ukendte rammer blandt fremmede ansigter i en anden del af kommunen?
Og såfremt at Sundby børnehus skal udbygges, hvorfor er udgifterne til dette ikke medtaget i spareplanen? Samtidig med virker det komplet uforståeligt at bruge 6 mio. kr. i en sparerunde.
Det virker heller ikke til, at kommunen har brugt nogen kræfter overhovedet på at undersøge Sundloppen, inden man har inddraget netop denne institution i spareplanen. Sundloppens lokaler er ganske vist ikke bygget til institutionsformål, men er ændret og ombygget til dette igennem de sidste 15 år, så institutionen i dag har nogle gode fysiske rammer med et godt indeklima, samtidig med at der er fantastiske udearealer i form af 2 velindrettede legepladser. Lejeomkostningerne er meget lave, og der er oplagte muligheder for at udvide Sundloppen med yderligere lokaler for ganske få midler.
Jeg vil nu gerne spørge hr. direktør Jesper Daugaard: Hvor er besparelsen og fornuften i den fremlagte spareplan egentlig henne? Som nylig tilflytter-familie og skatteborgere her i kommunen ser det ud som om, at vores børn bliver kastebolde i en spareplan, der slår ned på helt tilfældige steder, der ikke er undersøgt og vurderet nøjere, men blot er nogle udokumenterede tal på et stykke papir. Jeg har fuld forståelse for, at antallet af institutionspladser i Sundby skal afstemmes med børnetallet, men når man vil gøre et så stort indgreb i så mange børnefamiliers rammer og hverdag, så skal det gøres på en ordentlig og sober måde, og kom da ud at se hvordan institutionen rent faktisk ser ud, og hvilke muligheder der er.
Jeg håber inderligt på, at de relevante instanser i kommunen kommer til fornuft og nøje overvejer de valg og konsekvenser, som de træffer for kommunens fremtid, nemlig vores børn. Det er da det mindste, som man kan bede om.
Med venlig hilsen
Forælder og næstformand i GF Guldborgsund
Peter Kapiczynski Nielsen
Kirsebærhaven 7
4800 Nykøbing F.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie