Tomme butikker

Offentliggjort Sidst opdateret

Tag en tur gennem hovedgaden i hvilken som helst by på Lolland og Falster - og du vil blive mødt af den plage, som er en trussel mod mange byers udvikling og attraktivitet som handelsby: Gabende tomme butikker og skilte med store typer, der varsler ophørsudsalg. Synet er desværre ikke usædvanligt, og det er som om den lokale butiksdød har taget fart de senere år. Det er blevet svært at drive butik i de mindre byer i landsdelen og vel at mærke tjene penge på det.

Årsagen til butiksdøden er ikke en, men mange. Det er alt fra nethandel til de store butikscentre. De små lokale specialbutikker har svært ved at klare sig, fordi der ofte er for få kunder i det naturlige opland, og det er svært at tiltrække kunder langvejs fra. Den gammeldags “butiksejer”, for hvem det at drive butik var selve livet, er også borte.

Butiksdøden sætter bylivet under pres. Der findes ikke noget mere trist end en såkaldt hovedgade hvor eneste tilbageværende butik enten er en frisør eller et pizzeria, og - hvis det går højt - begge dele. Resten står tomt og øde hen. En udvikling der desværre har ramt langt de fleste byer på både Falster og Lolland.

De tommer butikker skræmmer de tilbageværende kunder væk, og det får både turister og eventuelle tilflyttere til at holde sig langt væk. Hvem gider bo i en by, hvor det oser langt væk af “ophørsudsalg”?

I Nakskov har byens handels- og erhvervsforening vanen tro taget sagen i egen hånd og er gået til kamp mod tomme butikker. Foreningen har indledt et utradionelt samarbejde med kunstforeningen Ravnen med det formål sammen at gå til kamp mod tomheden og forfaldet. Kunst skal gøre byrummet mere spændende og indbydende. Kunstnerne overtager de tomme butiksvinduer, og her vil de udstille kunst og kultur samt holde en række kulturelle aktiviteter i de tomme butikslokaler.

Godt initiativ, der på den korte bane kan sikre at byens rum ikke går i forfald, og at der på trods af butiksdøden fortsat er aktiviteter. Andre byer kan med fordel skæve til Nakskovs initiativ.

Når det så er sagt nytter det ikke i længden med den form for “symptombehandling” af konsekvenserne af butiksdøden i de mindre og mellemstore byer. Dertil er problemet for stort, for vedvarende og strukturelt. Vi har brug for et aktivt handelsliv i vores byer, og alle gør i dag hvad de kan for at holde et højt aktivitetsniveau. Men hvad nytter det, hvis kunderne går andre steder hen?

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook