Undersøg anklagerne

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er meget, der tyder på, at sagen om den gruppe af asylsøgere, der blev afvist af butikschefen for Føtex, afdækker et problem, der er større, end vi i dag reelt ved.

Anklagerne flyver gennem luften mod ”asylsøgerne” for at være ude af stand til at tilpasse sig danske normer om dit og mit, og der er gennem debatten på Folketidendes online-site folketidende.dk blevet fremført en række eksempler på en meget uheldig og uacceptabel opførsel hos asylsøgerne fra de lollandske asylcentre.

I onsdagens udgave af Folketidende kunne vi afdække endnu et eksempel på en meget uheldig opførsel hos en større gruppe af asylsøgere. Et loppemarked i Sakskøbing blev invaderet af op imod 100 yngre mandlige asylsøgere. Beskrivelsen af episoden dokumenterer med tydelighed, at asylsøgerne slet ikke har forstået, hvordan de skal opføre sig i Danmark.

10 personer blev bortvist fra loppemarkedet og mange af de tilstedeværende spejdere, der stod bag loppemarkedet var efterfølgende meget rystede.

Andre eksempler fra den offentlige debat rejser anklager om supermarkeder, der på det nærmeste er blevet udsat for omfattende butikstyverier og adfærd, der på ingen måde ligger inden for de vide rammer, vi normalt har i Danmark.

Vi er nødt til at få undersøgt de mange anklager og eksempler. For noget er der tilsyneladende galt. Selv hvis vi trækker den almindelige tossedumme fordomsfuldhed overfor alt fremmed fra, står vi med et indtryk af en adfærd og opførsel fra asylsøgerne, der ikke er i orden.

Hvad er der sket, og hvad er der efterfølgende gjort for at stoppe den uacceptable adfærd?

Det er også som om ledelsen af Røde Kors stikker hovedet i jorden som strudse og ikke indser, at der er noget galt i forholdet til omverdenen. Måske det var på sin plads at åbne øjnene og se godt efter, hvad der sker og tage fat om problemet.

Asylsøgerne skal være her, og de er velkomne til at opholde sig her, så længe deres ansøgning om asyl bliver behandlet. Men den seneste tids diskussion og eksempler på uheldig adfærd stiller spørgsmålet, om det sker på en betryggende måde.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook - klik her.