2,7 millioner login hos Skattestyrelsen siden fredag aften
Siden fredag aften har 4,6 millioner borgere haft adgang til at tjekke årsopgørelsen. (Arkivfoto) Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Erik Refner/Ritzau Scanpix
Hele weekenden har flere danskere ventet i kø på Skattestyrelsens hjemmeside for at se deres årsopgørelser.
Siden Skattestyrelsen fredag aften omkring klokken 18 åbnede for, at borgere kan tjekke deres årsopgørelse for 2018, har der været omkring 2.720.100 login.
Det oplyser Skattestyrelsen på Twitter mandag. Derudover har der været 4.759.243 visninger.
Og det er helt som forventet, fortæller Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen.
- Det svarer meget godt til åbningsweekenden sidste år, så det er helt sædvanligt, siger hun.
Tallene er opgjort siden åbningen fredag og frem til mandag morgen klokken 07.
I årsopgørelsen kan man se, om man skal have penge tilbage i skat eller omvendt skylder penge.
Årsopgørelsen er først officielt klar mandag 11. marts. Men traditionen tro har Skattestyrelsen flere dage før tid valgt at åbne for test af årsopgørelsen.
En stor del af danskerne vælger at tjekke deres årsopgørelse i denne testperiode, og det giver kø på hjemmesiden.
I hvert fald fremgik det af Skattestyrelsens Twitter-profil, at der lørdag formiddag var omkring 200.000 borgere, der stod i kø på daværende tidspunkt. Omkring 1400 mennesker fik hvert minut adgang til opgørelsen.
Mandag morgen har Skattestyrelsen åbnet for telefonerne, så danskerne kan ringe ind, hvis de har spørgsmål til deres årsopgørelser.
Og det er der mange der har, siger Karoline Klaksvig.
- Sidste år var der omkring 70.000, der kom igennem den første uge. Lige nu har vi alle mand på pladserne. Knap 500 af mine kolleger sidder klar, og der er virkelig run på, siger hun.
Underdirektøren oplyser, at henvendelserne oftest omhandler eventuel restskat og overskydende skat.
- Og så er der mange, der ringer og spørger om befordringsfradrag, og hvordan de skal beregne det og gøre det. Det samme gælder håndværkerfradrag, siger Karoline Klaksvig.
Fristen for at rette sin årsopgørelse er 1. maj.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned