61 noteret i Skats jagt på firmabiler

Først udsendte Skat mærkater til ejere af gulpladebiler. Så fulgte en brochure. Og i sidste uge fulgte Skattecenter Maribo så op med en kontrol af benyttelsen af gulpladebiler på Lolland-Falster.

Parallelt medvirkede Skattecentret i en landsdækkende kampagne i samarbejde med færdselspolitiet i Nykøbing, hvor gulpladebiler i landsdelen blev stoppet og kontrolleret.
- Ved vores egen kontrol fotograferede vi gulpladebiler på steder, hvor de normalt ikke skulle færdes, nemlig ved lystbådehavne, golfbaner, i sommerhusområder og på genbrugsstationer.
- Vi gik især efter firehjulstrækkere, som er mere egnede til persontransport end deciderede varebiler, og vi har fået en hel del materiale, som vi er ved at gennemgå. I den forbindelse skal vi have belyst, hvad rene erhvervsindregistrerede gulpladebiler gjorde de pågældende steder. For hvis der af en bil ikke er betalt moms, så må den ikke anvendes til privatkørsel, fastslår afdelingsleder Ib Eriksen, Skatteregion Maribo.

Ved den regionale eller lokale indsats blev der observeret 122 gulpladebiler, og 46 blev stoppet af færdselspolitiet ved den landsdækkende aktion. Samlet set arbejder Skattecenter Maribo heraf videre med 61 sager. På Lolland-Falster findes omkring 9.500 gulpladebiler.

Udover gulpladebiler til ren erhvervskørsel kontrollerer Skat gulpladebiler til henholdsvis blandet privat og erhvervskørsel og dem, der er indregistreret til ren privat kørsel.




Skattecenter Maribos kontrol af gulpladebilers benyttelse har foreløbig resulteret i 61 sager.

Offentliggjort Sidst opdateret