Aktier falder på dyster økonomisk udsigt

Der er meget langt mellem snapsene på aktiemarkederne for tiden.

De danske aktier i det toneangivende C20-indeks falder fredag morgen med 0,4 procent til 355,36 efter en lille stigning torsdag på 0,8 procent.

Det danske aktiemarked følger med faldet de amerikanske aktier, der faldt torsdag på trods af en storstilet jobplan, som præsident Barack Obama kom med.

Det ledende Dow Jones indeks faldt med en procent, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt med 0,8 procent, da den amerikanske børs i New York lukkede torsdag aften.

Og dermed har skuffelsen over de dystre udsigter for mindre vækst i Eurolandene og den amerikanske centralbankchef Ben Bernankes tale vundet over Obamas storstilede plan til 2400 milliarder kroner, der skal skabe flere job i USA.

/ritzau/

De danske aktier falder i kølvandet på de amerikanske. Obamas jobplan overskygges af dystre vækstudsigter.

Offentliggjort Sidst opdateret