Aktierne stiger overalt i Asien efter Trump-melding
Aktierne på børsen i Tokyo stiger torsdag kort efter børsåbningen i Tokyo. (Arkivfoto). Foto: Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix
Torsdagen byder på kraftige stigninger i aktierne på flere asiatiske markeder. I Kina er stigningen mindre.
De japanske aktier i Nikkei 225-indekset steg torsdag med 7,2 procent kort tid efter åbningen på børsen i Tokyo.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Stigningen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag aften lempede tolden på en række landes eksport til USA - heriblandt Japan - i en periode på 90 dage.
I stedet for 24 procent vil japanske varer blive pålagt en basistold på 10 procent.
Det førende kinesiske indeks, Shanghai Composite, var umiddelbart efter børsåbningen i plus med 1,3 procent.
Stigningen kommer, på trods af at Trump onsdag forhøjede tolden på import af kinesiske varer til USA til 125 procent.
I Taiwan var det førende indeks torsdag oppe med 9,2 procent efter få minutters handel, mens Seng-indekset i Hongkong steg med omkring 4,0 procent.
Der er også stigninger i Sydkorea, Vietnam og Indonesien på mellem 5,0 og 6,5 procent.
I Australien steg det førende aktieindeks også med 3,8 procent få minutter efter børsåbningen. Det er senere steget til omkring 6,0 procent, skriver AFP.
Stigningerne på børserne i Asien og Australien sker efter en festdag på børserne i New York.
Onsdag eftermiddag lokal tid fløj mange af de største amerikanske aktier i vejret oven på Trumps toldlempelse.
Det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 lukkede onsdag 9,5 procent højere end dagen før.
Det var den største stigning siden 2008 på en enkelt dag i indekset, der af mange eksperter betegnes som verdens vigtigste, skriver AFP.
Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset sluttede onsdag 12,2 procent højere, hvilket var den største stigning siden 2001.
Industriindekset Dow Jones oplevede den største stigning siden 2020, da det steg 7,9 procent.
Mens Donald Trump onsdag lempede på tolden til de fleste lande, så pålagde han yderligere told på kinesiske varer.
Oprindeligt havde Trump i sidste uge annonceret en told på 34 procent på kinesiske varer.
På grund af løbende kinesiske modsvar har den amerikanske præsident flere gange hævet tolden. Onsdag røg den op på 125 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned