Analytiker: Kun værste udfald af skandale vil skade Danske Bank
Hvis hvidvaskningssagerne i Estland tvinger administrerende direktør i Danske Bank Thomas F. Borgen til at gå af, vil det kunne ses i aktiekursen. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Skandalen omkring Danske Bank i Estland vil kun i værst mulige scenarium ramme banken, siger analytiker.
Danske Bank fortæller i sit regnskab for første kvartal, at forretningen i Baltikum for en stor dels vedkommende bliver droslet ned.
Mens det forklares som en del af strategien, sker det efter et år, hvor det er kommet frem, at den estiske forretning er blevet brugt til omfattende hvidvask af penge.
- At det sker nu matcher godt strategien, hvor man fokuserer mere på det nordiske, siger analytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen.
- Men timingen betyder selvfølgelig, at man naturligt tænker, om det kan have noget at gøre med hvidvasksagen.
Skandalerne om Danske Banks forretning i Estland, der er blevet brugt til at hvidvaske milliarder af euro for alt fra despotiske regimer til den russiske efterretningstjeneste, er i høj grad blevet bragt frem af Berlingske Business.
Til netop Berlingske Business siger Jakob Dedendroth Bernhof, direktør i Revisorjura.dk:
- (Det er i overensstemmelse med bankens strategi red.) Men det er da belejligt, at kunne sige - når man står med den her hvidvasksag, der tegner sig til at blive den største skandale i dansk bankhistorie - at vi har gjort det ultimative, vi har simpelthen skilt os med det.
Danske Bank har startet flere interne undersøgelser af omfanget af problemerne i Baltikum og flere myndigheder i ind- og udland undersøger også banken.
Det til trods, så vurderer Mikkel Emil Jensen ikke, at sagen vil få de store konsekvenser for forretningen Danske Bank.
- Driftsmæssigt tror jeg ikke, at sagerne vil have de store konsekvenser for Danske Bank, siger Mikkel Emil Jensen.
- Det sagt, så kan hvidvaskningssagerne godt få konsekvenser for aktiekursen, især hvis de i yderste konsekvens tvinger ledelsen til at gå af.
- Ledelsen, med Thomas Borgen (administrerende direktør red.) i spidsen, er meget vellidt i aktionærkredse. Han har været medvirkende til at trække Danske Bank ud af store problemer til nu at give rekordresultater.
- Så hvis han bliver tvunget til at gå af, så vil det kunne ses på aktiekursen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned