Det går så godt for mejerikoncernen Arla Foods, at selskabet har opjusteret sit vækstmål for i år. Nu er målet, at overskuddet skal være 2,5 procent af omsætningen mod hidtil 2,0 procent.
Samtidig er den helt store udfordring at få de europæiske forbrugere til igen at købe mærkevarer i stedet for discount, siger selskabet i en regnskabsmeddelelse.
De nye vækstmål forklarer Arla med, at det går rigtig godt med at sælge flere mejeriprodukter på vækstmarkederne Rusland, Kina og Mellemøsten.
Arla fastholder samtidig sin markedsposition på de største markeder, Storbritannien, Sverige og Danmark. Men Arla håber fortsat på, at forbrugerne vender tilbage til mærkevarer frem for discountvarer.
I første halvår 2010 havde Arla en omsætning på 23,8 milliarder kroner med et resultat på 697 millioner kroner.
Til sammenligning var resultatet i fjor kun 263 millioner kroner.
Koncernledelsen er tilfreds med det solide halvårsregnskab, men forudser et udfordrende efterår. Alligevel øges forventningen til årsresultatet fra hidtil 950 millioner kroner til 1,2 milliarder kroner.
- Arla Foods har haft et godt halvår, hvor vi har hævet mælkeprisen til vores ejere (7.326 danske og svenske landmænd, red.) tre gange, siger finansdirektør Frederik Lotz.
Han tilføjer, at sidste års omfattende spareprogram har trimmet forretningens omkostninger.
- Regnskabet viser, at vores udgangspunkt for vækst er solidt, og på den baggrund er det et tilfredsstillende regnskab, siger Frederik Lotz.
Medvirkende til det positive regnskab er også den positive kursudvikling for amerikanske dollar set med danske øje.
Frederik Lotz konkluderer, at Arla kan se et stærkt potentiale for yderligere vækst i de kommende år på nøglemarkederne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned