Bagmandspolitiet anker domme om kursfup med Parken-aktier
Tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup blev kendt skyldige i grov kursmanipulation.
Bagmandspolitiet kontraanker dommene mod "hovedaktørerne" i Parken-sagen, hvor Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup begge blev kendt skyldige i kursmanipulation.
Det oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen, chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, til Ritzau.
- Anklagemyndigheden anker mod dem, som vi opfatter som hovedaktørerne, fordi vi mener, at landsretten skal have mulighed for at tage stilling til denne sag. Det er den egnet til.
- Det drejer sig om handel med egne aktier. Hvornår er det kursmanipulation, og hvornår er det lovligt. Det er ikke et helt enkelt spørgsmål. Hvornår er man på den ene side, og hvornår er man på den anden side af stregen, siger Morten Niels Jakobsen.
Selskabet Parken udsendte kort inden fondsbørsens lukketid en meddelelse om, at selskabet anker dommen i sagen om kursmanipulation med selskabets aktier, som Københavns Byret afsagde for to uger siden.
Parken modtog en bøde på en million kroner.
Flemming Østergaard modtog en dom på fire måneders ubetinget fængsel, mens Jørgen Glistrup blev idømt seks måneders ubetinget fængsel. Begge havde nægtet sig skyldige og ankede gennem deres forsvarere dommen på stedet.
Bagmandspolitiet lægger op til en skærpelse, hvad angår sanktionsspørgsmålet.
- Men det er ikke på grund af sanktionsspørgsmålet, at vi anker.
- Vi anker på grund af vigtigheden af, at landsretten tager stilling til, hvornår vi er på den ene side, og hvornår vi er på den anden side af stregen, når det gælder handel med egne aktier for at sikre fair play, siger Morten Niels Jakobsen.
Han forventer, at sagen kommer til at vare tyve retsdage i landsretten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned