Forløbet omkring den krakkede Roskilde Bank kan føre til en disciplinærsag for tre embedsmænd i Finanstilsynet. Det tyder dog ikke på, at sagen er alvorlig nok til at føre til fyringer.
- På det foreliggende grundlag, er der er ikke belæg for at konkludere, at det kan føre til afskedigelser, siger erhvervsjuridisk direktør Tomas Frydenberg fra Økonomi- og erhvervsministeriet, som dog ikke vil drage konklusioner, før sagen har gået sin gang.
Af en uvildig advokatundersøgelse, som blev iværksat i slutningen af 2009, og som netop er færdiggjort, fremgår, at Finanstilsynet har begået "væsentlige fejl og forsømmelse" i forløbet.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) hæfter sig primært ved konklusionen om, at "Finanstilsynet generelt og som absolut hovedregel i sit tilsyn med Roskilde Bank A/S har administreret i overensstemmelse med reglerne".
- Dog er der på visse punkter begået fejl eller forsømmelser i Finanstilsynet, og advokatundersøgelsen vurderer, at der er grundlag for at overveje et tjenstligt ansvar over for tre embedsmænd i tilsynet, siger ministeren og fortsætter:
- Der vil nu blive foretaget partshøring af disse. Herefter vil jeg sammen med kammeradvokaten tage stilling til, hvad der videre skal ske.
Undersøgelsen slår fast, at embedsmændenes fejl og forsømmelser ikke kan begrunde Roskilde Banks kollaps. Det ansvar tilskrives bankens ledelse.
Sagen hører til sjældenhederne, men Finanstilsynet bliver fra tid til anden kritiseret for ikke at være en bidsk nok over for banksektoren. I 2009 kritiserede Rigsrevisionen Finanstilsynet for ikke at være systematisk nok i opfølgningen på de konstaterede problemer i banken.
Roskilde Bank krakkede i sommeren 2008. Før den gik ned, var den lokalbank for 100.000 mennesker og havde 600 ansatte. Banken krakkede primært som følge af risikable lån til kunder i ejendomsbranchen, og nedturen har kostet statskassen flere milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie