Beskæftigelsen fortsætter med at stige trods usikker økonomi
Beskæftigelsen nærmer sig de tre millioner med stigning på 5800 lønmodtagere i maj.
Beskæftigelsen fortsætter trods uro om økonomien med at stige, og i maj kom der 5800 flere lønmodtagere.
Det oplyser Danmarks Statistik fredag.
Dermed var der i alt 2.992.800 personer med lønmodtagerjob i maj.
- Bortset fra et lille fald i juli 2022 er lønmodtagerbeskæftigelsen steget 28 måneder i træk, skriver Danmarks Statistik.
De 5800 flere lønmodtagere svarer til en stigning på 0,2 procent sammenlignet med april.
Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, kalder den generelle udvikling en "vild optur".
- Det betyder, at vi med hastige skridt nærmer os tre millioner lønmodtagere i arbejde i Danmark. Det er ret vildt, vurderer han i en kommentar.
- Imponerende i en tid med højeste inflation i 40 år, svækket købekraft hos forbrugerne og større økonomisk usikkerhed end normalt.
Ser man længere frem, er det dog noget usikkert om udviklingen fortsætter.
Antallet af jobopslag ramte således det laveste i over to år i juni. Det viste tal fra Jobindex.
Sidste måned blev der slået 26.627 nye stillinger op. Det er cirka 3500 færre end i maj.
Hos Dansk Erhverv vurderer seniorøkonom Kristian Skriver, at der "er tegn på, at arbejdsmarkedet er gået ned i et lavere gear, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft aftager".
- Senere i 2023 venter vi, at beskæftigelsen vil falde svagt på grund af de høje renter samt vækstafmatning på de danske eksportmarkeder, skriver han.
Det var både i det private og det offentlige, at beskæftigelsen steg i maj.
Blandt andet kategorien "offentlig administration, forsvar og politi" trak stigningen i vejret, da der her kom yderligere 1200 yderligere personer, hvilket svarer til en stigning på 0,8 procent.
I sammenligning med før den første covid-nedlukning er der 190.600 flere lønmodtagere i dag, melder Danmarks Statistik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned