Boligejeres appetit på at omlægge boliglån er tæt på rekord
Samlet er der blevet opsagt boliglån for 182,4 milliarder kroner i august, september og oktober, hvilket er et mulehår fra den seneste rekord i juli. Det viser tal fra Realkredit Danmark.
(Arkivfoto) Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Lave renter har de seneste måneder givet den næststørste konvertering af boliglån nogensinde.
Danske boligejeres appetit på at omlægge lån har de seneste måneder været tæt på historisk høj.
Fristen for at opsige sit boliglån til december udløb i fredags, og samlet er der blevet opsagt boliglån for 182,4 milliarder kroner i august, september og oktober.
Det er et mulehår fra den seneste rekord ved opsigelsesfristen i juli på 183,4 milliarder kroner. Det viser tal fra Realkredit Danmark.
Det er lave renter, der har fået boligejere til at opsige deres eksisterende lån til et med lavere månedlige udgifter.
- Vi har set renterne falde gennem året, og det giver nye muligheder til at omlægge boliglån til mere attraktive vilkår, siger Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark.
Det er især boligejere med fastforrentede lån med en årlig rente på 2,0 procent, der har opsagt lån. Derefter kommer boligejere med fastforrentede lån til 1,5 procent i rente.
Boligejerne kan for eksempel have omlagt til fastforrentede lån med henholdsvis 1,0 eller 0,5 procent i rente.
Igennem 2019 er der samlet opsagt boliglån for omtrent 500 milliarder kroner.
Det svarer i grove træk til, at hver sjette boligejere har skiftet sit lån ud eller opsagt det gennem året.
Selv om mange boligejere allerede har haft boligøkonomien under luppen, vil det for mange kunne give mening at se på, om der er penge at hente ved at lægge om, siger Christian Hilligsøe Heinig.
- Der er ingen tvivl om, at der stadigvæk vil være mange boligejere, som konverterer de kommende måneder.
- Der er stadigvæk en hel del boligejere med lån på over to procent, hvor det kan give mening at lægge om, hvis man har en længere tidshorisont i sin bolig, siger Christian Hilligsøe Heinig.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie