Boliger rives af markedet - største fald i udbuddet i ti år
Udbuddet af boliger er i øjeblikket lavere end for en måned siden. Det skyldes, at de huse, der bliver sat til salg, hurtigt bliver solgt. (Arkivfoto) Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
I starten af december har der været knap 28.000 villaer og rækkehuse til salg. Det er lavere end måneden før.
De seneste efterhånden mange måneder er der solgt godt med boliger på trods af coronakrisen.
Udviklingen betyder, at der lige nu er knap 28.000 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Det er et fald på fire procent i løbet af en måned og det største fald på en måned siden 2010.
Det oplyser Boligsiden i en pressemeddelelse. Boligsiden er ejet af de danske ejendomsmæglere og får igennem dem løbende oplysninger om boligmarkedet.
Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, er boligmarkedet lige nu karakteriseret ved, at der kommer lige så mange nye huse til salg, som der plejer.
Men salget ligger samtidig mere end 20 procent højere end normalt.
- På den måde bliver udbudslisterne hele tiden kortere, og det gælder for hele landet. Udbuddet falder i alle regioner og i 91 af landets 98 kommuner, siger Birgit Daetz.
Med det nye fald rammer udbuddet af huse for syvende måned i træk et rekordlavt niveau, da der i øjeblikket er cirka 6500 færre huse til salg end på samme tidspunkt sidste år. Det er et fald på 19 procent.
Tal fra Boligsiden viser også, at der lige nu er sat færre ejerlejligheder og sommerhuse til salg end for et år siden.
Mere præcist er udbuddet for ejerlejligheder 21 procent lavere, mens udbuddet for sommerhuse er 38 procent lavere.
Hvor længe situationen med faldende udbud vil vare ved, er ifølge Birgit Daetz svært at spå om. Hun bemærker, at boligmarkedet hurtigt kan vende, som det også gjorde i starten af coronakrisen.
- Men hvis vi ser på, hvordan det ser ud lige nu og her, så har vi en meget lav rente.
- Vi har en masse husholdninger, der har en fornuftig og stabil økonomi. Og der er mange, der har en forholdsvis sikker beskæftigelse.
- Det gør, at det godt kan vare ved lidt endnu. Men vi skal også være opmærksomme på, at situationen kan vende lige pludselig, siger Birgit Daetz.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned