Bondo skal forklare udskudt arbejdstidsaftale for tillidsfolk
- Som alle ved, har Michael Ziegler og jeg siddet i fem måneder og prøvet at finde hinanden. Det har vi ikke kunnet, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen. Foto: Scanpix/Martin Sylvest
Scanpix/Martin Sylvest
Strid om lærernes arbejdstid er udskudt. Løsning skal findes inden 2021. Lærerformand forventer skuffelse.
Lærerne har ikke fået en arbejdstidsaftale i nyt forlig om overenskomster på det kommunale område.
I stedet er parterne blevet enige om, at der skal findes en løsning i et nyt forhandlingsforløb, der skal være afsluttet senest i 2021.
Det viser forliget mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation, som er faldet på plads fredag.
Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der har forhandlet for alle ansatte i kommunerne, er tilfreds, selv om det ikke lykkedes at komme i mål med en arbejdstidsaftale, som hele fagbevægelsen ellers havde sat alt ind på.
- Som alle ved, har Michael Ziegler og jeg siddet i fem måneder og prøvet at finde hinanden. Det har vi ikke kunnet. Derfor har vi i fællesskab besluttet, at vi skal have et bedre grundlag for at lave en aftale, siger Anders Bondo Christensen.
- Jeg tror på projektet. Jeg vil have en ordentlig aftale, og det er det, vi forsøger at få nu, siger han.
I de kommende uger skal Anders Bondo Christensen møde lærernes tillidsfolk på skolerne, inden aftalen skal sendes til afstemning blandt medlemmerne.
- Jeg tager rundt og møder tillidsrepræsentanterne i hele landet og forklarer, hvad det går ud på. Det første møde er på onsdag, siger han.
- Der vil helt sikkert være nogle, der stemmer nej, fordi de er frustrerede over, at det ikke blev til en aftale, siger han.
Lærerformanden afviser, at den nedsatte kommission er en syltekrukke, og at resultatet er dårligt for lærerne.
- Det er der nok mange medlemmer, der umiddelbart vil synes. Men de skal se på, hvad den kommission rent faktisk vil lave, så snart grundlaget er afdækket, så kan vi komme i gang, siger han.
Fredag kunne kommunernes topforhandler, Michael Ziegler, Anders Bondo Christensen og resten af forhandlerne på det kommunale område meddele, at de havde indgået en aftale om nye overenskomster.
Aftalen løser de største knaster i forhandlingerne - om løn, sikring af betalt spisepause og lærernes arbejdstid, lød det.
I første omgang blev detaljerne i aftalen ikke offentliggjort, fordi formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ville orientere sit bagland først.
Af aftalepapiret fremgår det, at parterne er blevet enige om et "forpligtende" forhandlingsforløb i de kommende tre år.
En undersøgelseskommission skal se på lærernes arbejdstid med en formand, der vil blive udpeget af parterne.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb