C20 Cap-indekset åbner det nye år nervøst med røde tal
Uro i Mellemøsten og økonomisk usikkerhed i Kina forplanter sig i det danske aktieindeks.
Det danske aktiemarked åbner det nye år med en tilbagegang på knap to procent oven på weekendens diplomatiske spændinger mellem Saudi-Arabien og Iran.
Kort efter børsåbningen klokken 9.00 mandag lå C20 Cap-indekset i 1022, svarende til et fald på 1,7 procent.
Og det kan ifølge Nordeas seniorstrateg Tine Choi Danielsen for en stor del forklares med krisen i Mellemøsten og nervøsiteten for, at den udvikler sig yderligere.
- Oftest vil investorerne relativt hurtigt vende blikket tilbage mod den økonomiske udvikling, men den geopolitiske situation i Mellemøsten er en af de udfordringer for finansmarkederne i 2016, som man bør holde et vågent øje med, siger hun til Ritzau Finans.
Også Kina bidrog til den kedelige stemning på den københavnske fondsbørs.
De nyeste indekstal for industriens forventninger i december gik tilbage, selv om der var ventet en stigning.
Det udløste kursfald på børsen i Shanghai på syv procent, hvorfor handlen ifølge nye regler blev suspenderet resten af dagen.
Tilsvarende faldt kurserne i Hongkong og Tokyo i omegnen af tre procent af samme grund.
Samtlige aktier i det danske C20-eliteindeks gik i rødt mandag morgen. Blandt de hårdest ramte var Nordea og FLSmidth med fald på mere end tre procent.
Derimod ser A.P. Møller-Mærsk-aktierne ud til at slippe mere nådigt. Her ligger faldene på knap 0,2 procent.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie