C25-indekset lukker fredag på sit hidtil højeste niveau
Opkøbet af tyske DB Schenker har givet DSV medvind på aktiemarkedet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
C25-indekset har fredag sat lukkerekord. Det skyldes massiv fremgang på flere danske aktier såsom DSV.
C25-indekset lukkede fredag med en stigning på 1,5 procent til niveauet 2039,7, som er det højeste niveau nogensinde.
Det sker, efter at der de seneste dage har været massiv fremgang på flere danske aktier.
Den sidste rekord var 2020,7 og blev sat i november 2021.
Blandt andet DSV har været med til at hive indekset op. Selskabet bekræftede fredag morgen opkøbet af tyske DB Schenker for 14,3 milliarder euro.
Det svarer til omtrent 107 milliarder kroner.
Med opkøbet bliver DSV det største logistikselskab i verden målt på omsætning. DSV har planer om at skære mellem 1600 og 1900 stillinger i Tyskland som led i sammenlægningen.
Handlen ventes at blive gennemført i andet kvartal i 2025.
Også de danske energiaktier Vestas og Ørsted har fået medvind på aktiemarkedet. Det skete i forbindelse med den amerikanske præsidentdebat tidligere på ugen.
Her blev Kamala Harris, som er fortaler for omstilling til bæredygtig energi, efterfølgende udråbt som vinderen af debatten af flere analytikere.
Fredag er samtlige selskaber i C25-indekset steget - undtaget Royal Unibrev.
Vestas-aktien fik den største stigning med 4,5 procent på C25-indekset. Ørsted er fulgt efter med en stigning på 4,2 procent.
Novo Nordisk, som onsdag fremlagde nye detaljer om en kommende vægttabspille, har også været i fremgang i løbet af ugen.
Det danske C25-indeks er et aktieindeks over de 25 mest omsatte danske aktier.
Det blev oprettet i 2017, hvor det tog over for det daværende C20-indeks.
C25 består af 24 selskaber. A.P. Møller Mærsk har både en A- og B-aktie.
De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset, så udsving i de største aktiekurser betyder mere for udviklingen i C25-indekset end i de mindre selskaber.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie