Coop Danmark skal have ny topchef
Kræn Østergaard Nielsen har været administrerende direktør for Coop Danmark i tre et halvt år. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Coop Danmarks administrerende direktør træder tilbage, når kapitaltilførslen fra OK er gennemført.
Kræn Østergaard Nielsen har valgt at stoppe som administrerende direktør for Coop Danmark.
Det oplyser dagligvarekoncernen, i forbindelse med at OK skyder to milliarder kroner ind i selskabet, der de seneste år har kæmpet med røde tal på bundlinjen.
44-årige Kræn Østergaard Nielsen har været topchef i koncernen siden september 2020 og forlader stillingen, når kapitaltilførslen er gennemført.
- Jeg er glad og lettet over, at vi sammen med OK har fået landet denne betydningsfulde og afgørende aftale, der sikrer Coop Danmarks fremtid.
- Men jeg er også overbevist om, at det er bedst, at Coop Danmark får en ny administrerende direktør med ny energi og nye perspektiver, når aftalen er helt på plads, siger han i en pressemeddelelse.
Coop Danmarks bestyrelsesformand, Jeff Gravenhorst, siger om den afgående direktør:
- Kræn er en holdspiller, og for ham er målet aldrig ham selv. Jeg har på nærmeste hold oplevet hans dedikerede indsats og stålsatte vilje til at finde en løsning på Coops udfordringer.
- Det er lykkes med denne aftale, og det vil jeg gerne sige Kræn en stor tak for, siger han.
Jeff Gravenhorst bliver arbejdende bestyrelsesformand, indtil der er fundet en afløser for Kræn Østergaard Nielsen.
I forbindelse med kapitaltilførslen er det besluttet at droppe ideen om at samle Kvickly og SuperBrugsen under ét brand, Coop.
De fortsætter i stedet som nu, og de tilbageværende Irmabutikker vil blive videreført i SuperBrugsen-regi.
Coop Danmarks regnskab for 2023 ventes offentliggjort senere i april.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned