Coronaindtægter styrtdykker - BioNTech retter fokus mod kræft
Coronavirus anses af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ikke længere for at være en global sundhedstrussel. (Arkivfoto). Foto: Athit Perawongmetha/Reuters
Mens coronapandemien er trådt i baggrunden, retter BioNTech fokus mod andre forretningsområder.
Omsætningen og overskuddet hos en af coronapandemiens økonomiske vindere - biotekvirksomheden og vaccineproducenten BioNTech - er styrtdykket i første kvartal.
Det viser selskabets kvartalsrapport mandag.
Omsætningen når blot op på en femtedel af niveauet fra første kvartal sidste år.
Den lander på cirka 9,5 milliarder kroner i år mod godt og vel 47 milliarder kroner sidste år.
Og overskuddet efter skat ender i årets første måneder på cirka 3,7 milliarder kroner. Det er under en syvendedel af overskuddet i samme kvartal sidste år.
- Ændringen skyldes hovedsageligt den lavere omsætning fra levering og salg af selskabets covid-19-vacciner på verdensplan, skriver BioNTech i en pressemeddelelse.
Sidste uge kom Verdenssundhedsorganisationen, WHO, med vurderingen, at coronavirus ikke længere udgør nogen global sundhedstrussel. Det skete, cirka tre og et halvt år efter at virusset brød ud.
Mens coronapandemien er trådt i baggrunden, har BioNTech rettet blikket mod blandt andet kræftbehandlinger. Selskabet arbejder også på vacciner mod tuberkulose og helvedesild.
Samtidig fortsætter udviklingen af vacciner på det tidligere ekstremt indbringende coronaområde.
- Vi gør også fremskridt med at udvikle den næste generation af covid-19-vaccinekandidater, og vi er klar til varianttilpasning, hvis det skulle være nødvendigt for den offentlige sundhed, siger BioNTechs topchef, Ugur Sahin, i en skriftlig kommentar til regnskabet.
Efter blandt andet sidste og forrige års markante indtægter har BioNTech opbygget en enorm beholdning af kontanter og tilgodehavender. Den lød på cirka 138,5 milliarder kroner ved udgangen af marts. Det oplyste selskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Med den store pengebeholdning i ryggen har selskabet forsøgt at lave en række opkøb og samarbejder for at oparbejde en bredere vifte af blandt andet kræftbehandlinger.
I april offentliggjorde BioNTech et samarbejde med det kinesiske selskab DualityBio. De skal sammen forsøge at udvikle to mulige antistofbehandlinger mod kræft.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned