Dansk erhvervskoryfæ forbereder sig på bestikkelseshug
Hempel, hvis forretning er skibsmaling, har sat 300 millioner kroner til side i en stor bestikkelsessag.
Den store, danske skibsmalingsproducent Hempel har måttet sætte 300 millioner kroner til side i en stor bestikkelsessag. Det skriver Finans.
Det fremgår af selskabets regnskab for 2016, som Finans har fået i hænderne.
- Det er et ganske uhyrligt stort beløb. Det bliver meget, meget vanskeligt at forklare medarbejderne, siger administrerende direktør Henrik Andersen til Finans.
Sagen kom i offentlighedens søgelys sidste sommer, da det kom frem, at flere medarbejdere i Tyskland havde brugt bestikkelse. Regnskabet for 2016 viser, at sagen har spredt sig til Asien også.
Blandt andet derfor har Hempel sat 300 millioner kroner til side til eventuelle bøder og sagsanlæg.
- Vi er skuffede, og vi er kede af det. Når vi ser, hvad vi har fundet, så har vi fyret fire medarbejdere i Tyskland, fordi de har arbejdet fuldstændig på tværs af vores interne regelsæt, og tysk lovgivning er ikke nødvendigvis overholdt - hvilket selvfølgelig er helt utilstedeligt, sagde administrerende direktør Henrik Andersen til Berlingske, da sagen kom frem.
Hempels kontorer i Tyskland blev i august ransaget af de tyske myndigheder, og efterfølgende gennemførte Hempel selv en undersøgelse.
Den viste, at de ansatte har givet agenter, der arbejder for skibsejere, økonomisk incitament til at vælge Hempel. Pengene til agenterne gik fra skibsejernes lommer. Og det er sandsynligvis ulovligt.
- Vi ser det som et angreb på det, Hempel står for. Vi ser det som et angreb på vores kunder og på vores kultur, sagde Henrik Andersen til Berlingske sidste år.
Regnskabet for 2016 viser ifølge Finans, at Hempel omsatte for 1,4 milliarder euro sidste år og fik et resultat på 47 millioner euro. Mere end en halvering fra 2015, hovedsageligt grundet den store hensættelse.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned