Dansk kulde er datacenters bedste ven
En af grundene, til at Danmark, Sverige og Island tiltrækker datacentre, skyldes vores kolde klima.
Gode faciliteter og grøn energi er med til at gøre Danmark til et attraktivt sted, når datacentre skal placeres.
Men en af årsagerne, til at Apple mandag har annonceret, at de placerer endnu et datacenter i landet, kan også tilskrives det kølige klima.
Det fortæller Adam Lebech, branchedirektør i Dansk Industri.
- Datacentres største problem er varme. For datacentre er i virkeligheden kæmpestore haller fyldt med servere - harddiske.
- De bliver enormt varme. Så det store problem er, hvordan man får kølet dem ned, så de ikke brænder sammen, siger han.
Både Danmark, Sverige og Island er derfor blevet attraktive lande for placeringen af datacentre.
Alle tre lande ligger under de kølige nordiske himmelstrøg, men ud over kulden har landene også alle en grøn energiproduktion.
- Det betyder meget for mange af de globale it-virksomheder, at man kan lave en CO2 neutral opbygning af datacentre.
- For datacentre er nogle af de mest energislugende virksomheder, der findes, siger Adam Lebech.
Datacentre er afgørende for den moderne brug af mobiltelefoner og computere, hvor man i stor stil lagrer indhold "i skyen".
Det er datacentrene, der gør denne lagring mulig, og derfor er it-giganterne nødt til at anlægge de store haller.
Foruden klimaet og den grønne energi kigger selskaberne på, hvor gode muligheder der er, for at datatrafikken kan glide, når de placerer centrene.
- Det skyldes, at vi endnu ikke er nået frem til, at man kan anvende data fuldstændigt fri på tværs af landegrænser i Europa, forklarer Adam Lebech.
Apples nye datacenter skal placeres i Aabenraa. Første fase af byggeriet ventes færdig i 2019 til en samlet pris på omkring seks milliarder kroner.
Når det er i drift, skal datacentret køre på 100 procent vedvarende energi.
Byggeriet ventes at skabe cirka 300 job og omtrent 50-100 beskæftigede, når datacenteret er i fuld drift.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned