Selvom der er ansat cirka 4600 flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse i 2010 end i 2001, er det kun en lille stigning i forhold til antallet af arbejdsopgaver. Det siger første næstformand i Dansk Sygeplejeråd Anni Pilgaard.
Ifølge tal fra Dansk Sygeplejeråd er aktivitetsniveauet på sygehusene steget med 47 procent, mens antallet af sygeplejersker på offentlige sygehuse ifølge Sundhedsstyrelsen er steget med 13 procent.
- Det betyder faktisk, at vores medlemmer løber rigtigt stærkt. I deres dagligdag har de overhovedet ikke opdaget, at de er blevet flere, fordi opgaverne jo er steget fire gange så meget, forklarer Anni Pilgaard.
Hun fortæller, at Dansk Sygeplejeråd lige nu har 700 ledige sygeplejersker, og at der hvert år uddannes 2000 nye. Op imod 60 procent af dem går direkte ud i arbejdsløshed.
- Det er jo himmelråbende, når opgaverne ligger der, siger Anni Pilgaard.
Derfor ønsker hun, at der ville blive ansat mange flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse.
- Det vigtigste for os er, at arbejdsopgaverne står mål med antallet af medarbejdere, siger Anni Pilgaard.
Mandag offentliggjorde Sundhedsstyrelsen de nye tal for fuldtidsbeskæftigede på sygehusene, der viser, at der fra 2009 til 2010 er ansat cirka 450 flere læger og cirka 850 flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse.
I alt er der ansat cirka 3500 flere læger og cirka 4600 flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse i 2010 end i 2001.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned