Danske aktier i nyt stort kursfald fra morgenstunden
Samtlige C25-aktier er i rødt mandag morgen, hvor også de europæiske aktieindeks falder kraftigt. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det danske C25-indeks viser blodrøde tal mandag morgen. Alle aktier åbner lavere end sidste uges lukkekurs.
Det danske C25-aktieindeks faldt mandag morgen med 7,3 procent efter de første fem minutters handel på den københavnske fondsbørs.
Dermed fortsætter den danske aktienedtur, efter at C25-indekset faldt med 6,2 procent fredag, hvilket var det næststørste fald nogensinde.
Sidenhen har kurserne rettet sig en smule op og ligger klokken 9.30 til et fald på 5,5 procent.
Men der er stadig tale om et markant fald, der har barberet mange milliarder af selskabernes samlede børsværdi.
Aktiekurserne dykker i kølvandet på den amerikanske præsident Trumps annoncering af forhøjede toldsatser på importerede varer.
Et træk, der frygtes at udløse en global handelskrig, som vil skade verdensøkonomien.
Alle 25 aktier i det danske eliteindeks faldt mandag morgen. Ambu og Coloplast klarer sig bedst med fald på omkring 3 procent, mens Zealand Pharma, Mærsk og DSV falder med mere end 9 procent.
Novo Nordisk, der i kraft af sin høje markedsværdi udgør en stor del af aktieindekset, falder med 4,8 procent.
20 af de 25 aktier måtte i såkaldt forlænget åbningsauktion.
Det er en mekanisme, der udløses, når der er stort salgspres på en aktie. Det betyder, at handlen med aktier suspenderes midlertidigt i nogle minutter.
Faldet på det danske aktiemarked sker synkront med, at de asiatiske markeder også er faldet kraftigt natten til mandag.
Billedet er desuden det samme i resten af Europa. Det tyske DAX-indeks ligger til et fald på 6,8 procent, det franske CAC 40-indeks falder med 5,6 procent, og det britiske FTSE 100 står til et fald på 5,3 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned