Mens globaliseringen buldrer af sted og har vævet verden tættere sammen de sidste ti år, er danske studerende slet ikke i samme grad søgt ud i verden.
Siden 2000 har der således kun være en mindre stigning i antallet af danske studerende på studieophold i udlandet, skriver Berlingske.
- Det går stadig trægt. Vores undersøgelser viser, at de danske studerende oftest henviser til personlige forhold, når de skal forklare, hvorfor de ikke tager på studieophold i udlandet, siger Morten Overgaard fra Styrelsen for International Uddannelse.
- Det kan tolkes som udtryk for, at de danske studerende ofte har svært ved at forlade kæresten eller de trygge rammer derhjemme, siger han til Berlingske.
Den klare mangel på udenlandsk erfaring hos de danske studerende møder hård kritik fra Lego, der ansætter kandidater fra hele verden.
- Det internationale perspektiv fylder slet ikke nok hos de danske unge i uddannelsessystemet. Mange tror, at det er nok at tage et semester i udlandet, men det rækker slet ikke til at rette op på et cv, siger Christian Iversen, koncerndirektør hos Lego.
- Det er afgørende, at vi begynder at tænke det internationale helt ind i uddannelsessystemet, at unge danskere rejser ud og læser, og at de begynder at tænke globalt, siger han til Berlingske.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) erklærer sig enig i kritikken:
- Jeg oplever en situation, hvor meget af sulten og lysten til at lære er forsvundet hos de unge. Det er helt afgørende for samfundet, at vi får vækket den sult og genskabt de unges lyst til at lære nyt og udvikle sig, siger han til avisen.
Danske Studerendes Fællesråd stiller sig uforstående over for kritikken og henviser til en nylig undersøgelse, der kårede danske studerende som blandt de mest mobile i Europa.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned