DAT lukker rute mellem Karup og København - ny operatør på vej
DAT lukkede midlertidigt ruten mellem København og Karup i vinteren. Nu stopper selskabet ruten endegyldigt.
Flyselskabet Danish Air Transport (DAT) indstiller sin indenrigsrute mellem Københavns Lufthavn og Midtjyllands Lufthavn ved Karup endegyldigt. Den sidste flyvning bliver 8. september.
Det skriver DR.
Dog forsikrer formand for Midtjyllands Lufthavn og borgmester i Viborg Ulrik Wilbek (V), at flyvningen vil blive genoptaget med en ny operatør. Det skulle ske allerede 11. september, oplyser han til DR.
Ifølge luftfartsmediet Check-In vil drøftelserne med en ny operatør begynde i løbet af den kommende uge.
Ruten var lukket i fire måneder hen over vinteren, men genåbnede 17. april i år.
DAT indstillede driften i december sidste år på grund af høje brændstofpriser og for få solgte billetter.
Det skete blandt andet, efter at regeringen havde vedtaget en toårig aftale om statsstøtte til Midtjyllands Lufthavn på 4,2 millioner kroner om året.
Det var med til at lokke DAT tilbage til lufthavnen, da selskabet blev tilbudt nogle fordelagtige opstartsvilkår, skriver Check-In.
Selv om der angiveligt er fundet en afløser, ærgrer det Ulrik Wilbek, at DAT nu har valgt at trække sig endegyldigt fra ruten.
- Det vi har fået at vide, er, at DAT har svært ved at se en forretningsmæssig idé i dette, og det er ærgerligt, da vi havde besluttet at skulle se tingene an og havde lavet en etårig aftale, siger Ulrik Wilbek til DR P4 Midt og Vest ifølge Check-In.
- Vi synes, at det gik den rigtige vej, og det blev ikke givet en chance.
Lufthavnen i Karup blev etableret i 1965. Den er ejet af kommunerne i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg.
Før coronakrisen ramte, rejste cirka 120.000 passagerer gennem lufthavnen hvert år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned