Den Internationale Valutafond venter global afmatning
Den Internationale Valutafond, IMF, har hovedkvarter i Washington D.C. Foto: Yuri Gripas/Reuters
På grund af den høje inflation og stigende renter ventes den globale vækst ifølge IMF at aftage i 2023.
Den Internationale Valutafond, IMF, venter ifølge en netop offentliggjort prognose, at den globale vækst i bnp vil aftage fra 3,4 procent i 2022 til 2,8 procent i 2023 og øges til 3 procent i 2024.
IMF er en organisation af 190 lande, som blandt andet arbejder for at fremme globalt pengesamarbejde og sikre finansiel stabilitet. Organisationen har hovedkvarter i Washington D.C.
- Verdensøkonomien står over for en vækstafmatning, fordi inflationen er høj, og centralbankerne verden over har hævet renter for at få nedbragt inflationen, skriver Kristian Skriver, som er seniorøkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.
Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af en økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
I januars prognose fra IMF lød forventningen til den globale vækst i bnp i 2023 på 2,9 procent og 3,1 procent i 2024.
- Nedjusteringen af prognosen for verdensøkonomien er et tegn på, at den højeste inflation i 40 år og de massive rentestigninger fortsat har fat i verdensøkonomien, men heldigvis uden at slå den helt omkuld, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.
Indenfor det danske riges grænser ventes økonomien at vokse 0 procent i 2023 og 1 procent i 2024.
- Det er desværre ikke overraskende. På overfladen er vi kommet godt igennem vinteren, men ser vi dansk økonomi efter i sømmene er der fald i privatforbruget, eksporten samt investeringerne i boliger og maskiner. Der er flere brancher, der har haft faldende omsætning over de seneste tre måneder, siger Allan Sørensen.
Ifølge Kristian Skriver er det især højere vækst i Kina, der ventes at trække væksten i verdensøkonomien.
Forventningen til Kinas bnp er, at den vil vokse med 5,2 procent i 2023 og yderligere 4,5 procent i 2024.
Kina var hårdt ramt af coronarestriktioner i løbet af 2022, men nu ventes økonomien at vokse i hastigt omfang.
- Efter Kina har droppet nultolerancepolitikken, ventes kinesisk økonomi igen at give en vækstindsprøjtning til verdensøkonomien, udpensler Kristian Skriver.
Det mest bekymrende ved prognosen er ifølge seniorøkonomen hos Dansk Erhverv, at der er udsigt til meget lav vækst i de lande, som danske virksomheder eksporterer mest til.
- Mens der er udsigt til pæn vækst i verdensøkonomien i år, er der større udfordringer for de vigtige danske eksportmarkeder i Europa og USA, der kun vil opleve begrænset vækst.
- Set med danske briller er det en klar streg i regningen, at væksten primært er i de lande, som kun aftager en mindre del af Danmarks eksport, skriver Kristian Skriver.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie