For fjerde måned i træk er der bedring i udsigt for dansk erhvervsliv. Godt nok måtte 496 virksomheder dreje nøglen om i marts, men det er fjerde måned i træk, at antallet af konkurser er faldet.
Sammenlignet med de 656 konkurser i marts sidste år, er antallet af konkurser i marts i år således faldet med 24,4 procent, viser ny konkursstatistik fra analyse- og kreditvirksomheden Experian.
- Vi ser det største fald i bygge- og anlægsbranchen - det vidner om, at der er forår på vej i byggebranchen, men måske også at andre brancher er på vej mod samme positive udvikling.
Det siger administrerende direktør i Experian Christoffer Spangenberg i en pressemeddelelse.
Han siger, at byggeriet ofte er en strømpil for andre branchers sundhedstilstand.
Trods de positive takter har krisen dog ikke sluppet sit tag i virksomhederne.
- Historisk er det fortsat et højt antal konkurser, så det er for tidligt helt at afblæse konkursbølgen og den medfølgende konkursrisiko, der tværtimod efterhånden er blevet et grundvilkår i erhvervslivet, siger økonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv, i en kommentar.
Dansk Erhverv forventer, at konkurserne i år stabiliserer sig på et gennemsnit omkring 400-450 konkurser per måned.
Midt- og Vestjylland samt Sydjylland er de områder, der har oplevet det største relative fald i antallet af konkurser i marts 2011.
Det er kun Grønland og Færøerne, der har haft stigninger i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned sidste år.
Virksomheder inden for fremstilling, fast ejendom og finans har oplevet store fald i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned sidste år.
Når der ses på de seneste 12 måneder, er det branchen bygge og anlæg, der har oplevet de største relative fald i antallet af konkurser.
Mens nogle virksomheder må give op, så kommer der nye til. I marts 2011 blev der etableret 1930 nye virksomheder i Danmark, hvilket er en stigning på 1,4 procent i forhold til marts 2010.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned