Direktørexit og regnskab gør WDH milliarder mere værd
Investorer i William Demant Holding har fået fodret sparegrisen torsdag formiddag. (Arkivfoto) Foto: Free/Lev Dolgachov
Free/Lev Dolgachov
Høreapparatsproducenten William Demant Holding stryger op på børsen efter et solidt regnskab for 2016.
Investorerne i danske William Demant Holding, der er en af verdens største producenter af høreapparater, kan gnide sig i hænderne torsdag formiddag.
Efter et pænt årsregnskab for selskabet og nyheden om, at administrerende direktør Niels Jacobsen stopper efter 25 år, stiger aktierne i selskabet med små otte procent.
Det har på en time gjort aktionærerne i William Demant Holding, deriblandt Oticonfonden, som stadig sidder på langt over halvdelen af aktierne i selskabet, 2,5 milliarder kroner rigere efter en stigning i selskabets aktier på omkring otte procent.
- William Demant har haft en god afslutning på 2016. Specielt på indtjeningssiden ser det lidt stærkere ud, og prognosen for 2017 er også til den pæne side, siger analytiker ved Sydbank Morten Imsgard til Ritzau Finans.
Skeler man til regnskabet, er det da også et solidt et af slagsen.
Omsætningen steg med over en milliard til 12 milliarder kroner, og efter at alle regninger - inklusive den til Skat - var betalt, lød resultatet på 1,5 milliarder kroner.
Yderligere kræs for investorerne var nyheden om, at William Demant Holding kunne øge sine priser i sidste halvår.
Det skete ikke mindst på grund af det nye produkt Oticon Opn, som selskabet tror på, vil vende op og ned på høreapparatsmarkedet.
Det hjalp til at løfte William Demant Holdings driftsmargin - altså hvor meget af salget der bliver til driftsresultat - til op til 20 procent. Holder det ind i 2017, bliver det år ganske lukrativt for høreapparatsproducenten.
Ud over solide tal har investorerne taget vel imod, at selskabets administrerende direktør gennem mere end 20 år, Niels Jacobsen, træder tilbage.
- Det er naturligt, at Niels Jacobsen efter så mange år som topchef stopper, og det virker også til at være meget planlagt, siger Morten Imsgard.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned