DSB's bestyrelsesformand Mogens Granborg erkender, at bestyrelsen kendte til flere forhold, der ikke var helt, som de skulle være, lang tid før fyringen af DSB's topchef Søren Eriksen.
- Men det er først ved aflæggelsen af årsregnskabet, at det går op for os, hvor alvorlig situationen er, siger Mogens Granborg.
- Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke havde drøftet det før, tilføjer han.
Da Mogens Granborg fyrede Søren Eriksen i forbindelse med årsregnskabet den 17. marts, lød det ellers til, at problemerne i samhandlen mellem DSB og datterselskabet DSBFirst kom som en overraskelse.
Mogens Granborg har over for DR tidligere fastholdt, at han første gang hørte om problemerne den 22. februar i år.
Men ifølge referater fra to bestyrelsesmøder sidste år, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af, kendte bestyrelsen til problemerne allerede 16. december 2010.
- Der har været bemærkninger fra revisionen til nogle forhold, men der har ikke været kritik. Vi har gentagne gange over for vores ledelse gjort opmærksom på, at man skulle være særlig opmærksom på de her forhold, siger Mogens Granborg.
- Hver gang har vi fået at vide af direktionen, at de havde styr på det, og at der ikke var noget at komme efter, tilføjer han.
Han afviser, at bestyrelsen kunne have sat en undersøgelse i gang på et tidligere tidspunkt.
Flere eksperter og politikere udtrykker mistillid til bestyrelsen med Mogens Granborg i spidsen oven på de nye oplysninger. Men det gør ikke indtryk på formanden.
- Jeg synes, at bestyrelsen har vist, at den er sit ansvar bevidst, ved at ved at sætte denne her meget grundige undersøgelse i gang og ved at tage situationen alvorligt, siger Mogens Granborg.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned