Det var meningen, at DSBs ejer - staten - skulle til generalforsamling i DSB den 6. april. Men mødet er blevet udskudt på grund af det regnskabsrod mellem DSB og DSB First, der kom frem i sidste uge.
Rodet kostede DSB-boss Søren Eriksen jobbet - og bestyrelsen sidder nu tilbage med en beretning til generalforsamlingen, hvor der skal laves en del om. Det fortæller DSBs bestyrelsesformand, Mogens Granborg.
- Vi skal være sikre på, at ordene i beretningen stemmer. Der var eksempelvis forord fra Søren Eriksen - og der stod også noget om DSB First, der skal rettes, siger Mogens Granborg.
DR kunne onsdag aften fortælle, at der er milliongæld i DSB First, der er delvist ejet af DSB og blandt andet driver Kystbanen. Og efter storvasken i DSB i sidste uge er Mogens Granborg da også bekendt med, at der er uregelmæssigheder i selskabet.
- Vi ved, at der er nogle mellemregninger mellem DSB og DSB First. Og det er blandt andet det, vi er ved at se på nu i vores interne undersøgelse, siger bestyrelsesformanden.
Den udskudte generalforsamling skal være holdt inden udgangen af april. Og det kommer også til at ske:
- Og jeg håber, at vi ved et eller andet inden mødet, siger Mogens Granborg.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned