DSV: Vi vinder markedsandele på alle områder
Transportvirksomheden har vundet markedsandele og er "overordentlig tilfreds" med regnskabet.
Den danske transport- og logistikkoncern DSV opjusterer forventningerne til årets resultat efter et godt kvartal på landevejene og trækker endda ud i overhalingsbanen.
Også i luften og på havet har selskabet haft fremgang i juli, august og september ifølge en fondsbørsmeddelelse for tredje kvartal.
- Vi er overordentligt tilfredse med udviklingen i tredje kvartal af 2015. DSV har vundet markedsandele på alle forretningsområder, og indtjening og pengestrømme er fulgt med, siger administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i fondsbørsmeddelelsen.
DSV hentede i tredje kvartal et driftsoverskud på 851 millioner kroner, hvilket var en fremgang fra 728 millioner kroner i samme periode året før. Overskuddet er væsentligt højere, end analytikere havde ventet.
Det er ikke kun på landevejene, det går godt. Air & Sea divisionen, som er specialiseret i godstransport med fly og skib, oplever en stigning på to procent i volumen for søfragt og ti procent for luftfragt.
- Air & Sea divisionen fortsætter den gode udvikling med 24 procent vækst i driftsresultatet, og samlet kan vi opjustere forventningerne til 2015, siger Jens Bjørn Andersen.
I luft- og søfragtsdivision trak resultaterne gevaldigt op, da selskabet - med medvind fra en styrket dollar - hentede et overskud på 541 millioner kroner. Det er mere end 100 millioner kroner højere end i samme periode året før.
DSV skriver i regnskabet, at det har haft en vækst i antallet af sendinger i vejdivisionen, Road, på fire procent, mens markedet vurderes at være vokset med én til tre procent.
- Markedet for vejtransport i Europa er fortsat kendetegnet ved stærk priskonkurrence, men det er lykkedes divisionen at stabilisere den gennemsnitlige indtjening per sending i forhold til de første ni måneder af 2014, lyder det.
Det danske C20-selskab regner nu med et samlet bruttoresultat på 11 til 11,2 milliarder kroner og et resultat af primær drift før særlige poster på 2,95 til 3,05 milliarder kroner.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned