E-handel kan være svaret på britisk detailmysterium
På trods af, at de britiske forbrugere burde have stukket hovedet i busken, buldrer det britiske detailsalg frem. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Handel på internettet er eksploderet, og det kan være svaret på, hvorfor det britiske detailsalg står stærkt.
Det britiske nej til EU burde have sat en skræk i livet på de britiske forbrugere.
Usikkerheden om fremtiden er markant, og et svækket britisk pund burde have gjort varerne dyrere i en grad, hvor der blev købt mindre.
I stedet er det gået lige omvendt. Det britiske detailsalg steg solidt i både juli og august, og de ventede drøje hug til økonomien har ikke materialiseret sig.
- Det er første gang i mange år, at vi ser, at et svækket pund giver et stærkere detailsalg. Det er en usædvanlig udvikling, siger senior-valutastrateg hos Nordea Aurelija Augulyte og fortsætter:
- Jeg mener, at det faktum, at langt mere handel foregår på internettet, er en afgørende årsag.
Internethandel er da også på fremmarch i Storbritannien ligesom i resten af verden.
Mens detailsalget i august i Storbritannien - den første måned efter EU-afstemningen - steg med 4,1 procent i forhold til august 2015 steg onlinesalget med 18,5 procent.
Pundet er siden afstemningen svækket markant over for både euro og dollar. I danske kroner betyder svækkelsen, at man nu kan købe et pund for 8,24 kroner mod 9,72 kroner før afstemningen.
Nordea har sammenlignet udlandets indkøb med pundets udvikling, og de to grafer matcher hinanden pænt.
- Når pundet svækkes, får det udenlandske købere til at udnytte svækkelsen til at handle i Storbritannien over nettet. Det hjælper på detailsalget.
- Igennem de sidste fem-seks år er internethandlens andel af det samlede detailsalg steget fra 4-5 procent til næsten 15 procent. Vi er i en anden økonomi og en anden verden, end vi har været i tidligere.
- De gamle sammenhænge fungerer ikke, som de gjorde før krisen, siger Aurelija Augulyte.
Det betyder ifølge analytikeren, at de gamle tommelfingerregler skal laves om, og at renten ikke længere er lige så afgørende for udviklingen i et lands økonomi som tidligere.
- Valutabevægelser er nu langt vigtigere, end om renten bliver sat op eller ned med 25 basispoint.
- Et svagt pund skal styrke den britiske økonomi, og vi bliver nok overraskede over, hvor meget, siger Aurelija Augulyte.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned